usyn.gif (44 bytes)

På denne side:

opstil.jpg (4117 bytes)

Aftenens felt stillet op i den såkaldte "circle of life"

Smagning 4
- Fredag d.15/51999. Hos Anders Høeg Nissen

KWP har ramt den første whisky-mur.

Med et felt udvalgt fra en sammenlagt beholdning på godt over de 30 flasker, er smagningerne nu af en så høj kvalitet, at det føles som en forbrydelse at skulle placere whisky’erne i en konkurrence, hvor én skal have en førsteplads, og en anden nødvendigvis må blive nummer sjok.

Hvor den første smagning tydeligt havde vindere og tabere – selvom der naturligvis var nogen uenighed paneldeltagerne imellem – er det nu ej længere en fornøjelse at tildele mærkerne points. Vi har hevet os selv og vores beholdning op på Haribo-stadiet for kvalitetsvurdering: de er allesammen bedst, bare de er KWP’s.

Vi må derfor tage vores konkurrence-system op til overvejelse efter denne Smagning IV, hvor panelets medlemmer fik grå hår i frustration over de mange uretfærdige placeringer.

Fra næste gang vil vi efter alle solemærker at dømme begynde at rate whisky’erne, snarere end at rangordne dem i hver enkelt smagning. Resultatet bliver selvfølgelig stadig en konstruktion, hvor nogle flasker er bedre end andre, men forhåbentlig kommer vi i fremtiden i højere grad til at tage hensyn til den enkelte whisky, til dens fortrin og til dens svage sider.

Smagning IV udgjorde i øvrigt et brud med traditionen for den tilnærmede geografiske opstilling af whiskyer, hvor vi smagte os igennem felterne, distrikt for distrikt. Denne gang afgjordes rækkefølgen af anskaffelsestidspunktet for den enkelte flaske. Således blev Anders’ Macallan 12 års, der var hjembragt samme eftermiddag, den første i Smagning IV, mens hans Laphroaig 10 års CS, der har et halvt år på bagen, var rosinen i pølseenden. Opstillet i en smuk ring af flydende guld på bordet, blev dette system hurtigt døbt "The Circle of Life."

Tilbage er kun at gentage, at placeringerne skal tages med et gran salt: fokus bør lægges på smagsnoterne, der jo er sandheden om medlemmernes oplevelse af whisky’erne.

God læsning.


Resultat af smagning

Whisky

Ejer Samlet
Placering
Jens Anders Morten
Springbank 12 år Anders 1 7 1 3
Laphroaig 10 år CS Anders 2 2 3 10
Caol Ila 1989 Anders 3 8 6 2
Rosebank 1988 Morten 4 9 2 6
Ardbeg 17 år Morten 4 4 9 4
Longrow 10 år Jens 4 1 11 5
Mortlach 15 år Morten 7 10 7 1
Aberlour 10 år Jens 8 6 5 11
Glenkinchie 10 år Jens 9 3 8 12
Macallan 12 år Anders 9 12 4 7
Benromach 12 år Morten 11 5 12 9
Glenfarclas 21 år Jens 12 11 10 8

macduff.jpg (4977 bytes)Smagsnoter
For at varme op til aftenens felt startede panelet med en miniatureflaske med sjældne dråber. 5 cl. Macduff 1975 fra Gordon & Macphail blev ligeligt fordelt, og smagsløgene blev smurt. Vi kunne godt li' den!

Morten: Aftenens opvarmningswhisky var en Gordon & MacPhail connoisseurs choice Macduff fra 1975. Whiskyen var en anerkendelsesgave til Jens fra Anders og jeg. Jeg har ikke smagsnoter til whiskyen, men det var en meget god smagsoplevelse, som jeg bestemt vil vende tilbage til. Jeg har da også bestilt en flaske, som skulle ligge klar hos Juuls engang til september. Drøn god whisky!!! Jeg glæder mig allerede.

1. The Macallan 12

Jens: Macallan var skarp og tør denne aften. Den bed med en klar ren og let parfumeret frugtsmag, der var behagelig, og rar at gensmage. Alligevel blev det kun til en plads som nummer 12 til min gamle ven fra Spey. Aberlour og Glenfarclas var lidt bedre.

Anders: The Macallan – min nyeste anskaffelse – var lidt af en gåde. Hvad duftede den af, og - hvad mere vigtig er – hvad smagte den af? Den smagte godt, og der var nogle blomster et sted, og sherryen fra lagringen slog også igennem som en sky af mørk sødme til sidst, men ellers lykkedes det mig uprofessionelt at lamme såvel næse som gane ved overdrevent indtag.

Morten: Første whisky i aftenens smagning havde kun været i Anders’ besiddelse i ganske få timer inden den skulle bedømmes af KWP. Macallan har en næse af tør portvin. Smagen er umiddelbar gummi, let bitter som at knuse en vindruekerne. Fin malt tone der bliver hængende i baggrunden. Et herligt gensyn.

2. Glenfarclas 21

Jens: Kun otte timer gammel landede mit nyindkøb Glenfarclas på KWP’s smagningsbord. En smuk mørk farve, der afslører en moden alder, genspejles i de lækre bløde og varme sherrytoner. Lang finish der er god at smaske på.

Anders: Glenfarclas 21 gjorde sammen med Macallan indledningen af Smagning IV til et problem. Uden direkte at være anonym, unddrog den sig ethvert forsøg på at identificere klare kendetegn i duft og smag. Alligevel smagte den jo udmærket, selvom panelet enedes om at karakterisere den som en tøsewhisky...

Morten: Jeg var meget spændt på at smage Jens’ nyindkøbte Glenfarclas, som jeg ellers kun har smagt som cask strength. Whiskyen har en utrolig flot mørk farve og næse af sød gammel portvin. Er smagsmæssigt svær at placere som andet end tæt på Macallan. Bliver hængende usædvanlig længe hvilket er en egenskab jeg sætter stor pris på. En god whisky, som er svær at beskrive.

palmflas.jpg (5219 bytes)
Flasker, glas og PDA'ere er parat til notetagningen

3. Mortlach 15

Jens: Omkring en central malt kerne bølger komplekse skyer af smagsindtryk. Let lakridsrod afløses af rund sødme i flygtige legende antydninger. Dejlig, men savner måske en mere distinkt kerne i smagen. Derfor fik Mortlach kun niendepladsen i mit regnskab.

Anders: Mortens anskaffelse fra samme formiddag var jo en nyhed i feltet, og den gjorde et fint første indtryk med sin komplekse sødme, og sin salte syrlighed i den lange finish. Der var også nogle tørrede urter i de bagerste toner. Men nogen decideret stor whisky var den trods alt heller ikke.

Morten: Min egen nyindkøbte Mortlach, var jeg meget godt tilfreds med. Den har en let duft af frugt med en meget kompleks smag. Smagen har en kerne af malt, tørv og let røg som bliver suppleret med en let symfoni af frugt. Virkelig spændende at "gå på opdagelse i".

4. Caol Ila 9 Cadenhead

Jens: Betalt af mig til Anders for gammel gæld og lidt af et scoop. Den har ren tjære og let plaster i duften. Smager af jod, salt og røg med en ledt antydning af kanelagtig sødme i starten. Dejlig frisk at drikke i forhold til de tungere Islays.

Anders: Morten gav sig straks til at tale om finsk Terva skæl-shampoo på grund af den klare tjære-duft, og det var godt set. Medicinen slog også klart igennem fra denne aftenens første Islay, og plaster-tonerne udviklede sig kraftigt efterhånden som whiskyen rullede over tungen. Sluttede med noter af træ og salt, og overbeviste i hvert fald mig om, at Islay stadig hersker.

Morten: Anders’ Caol ila har næse af tjære og let medicin. Smagen er let sød i begyndelsen, som hurtigt overdøves af træ, røg og jod. Jeg lod mig virkelig forføre af denne whisky på grund af dens overrumplende eftersmag.

5. Springbank 12

Jens: I disse tider, hvor 15 års Springbank er udgået, er 12 års udgaven det bedste bud på en Springbank, der er til at betale sig fra. Lugter af mørk sødme og hårdkogte æg. Smagen har stikkelsbærkant og mørkt sukker, med en salt sherryklang som gennemgående kammertone. En tør whisky der hænger i god rum tid.

Anders: For mig et sært møde med min Springbank 12. Hvor den normalt "bare" smager mørkt, sødt og godt, var mit første duftindtryk i aften af karrysalat og hårdkogte æg! Derefter kom det velkendte puddersukker, men så endnu en overraskelse: den smagte som om nogen stod i en have og brændte plastikposer af en efterårsdag. Jeg prøvede lidt vand, og genfandt så endelig den karakterisktiske Springbank-smag efter en speciel, men meget interessant oplevelse.

Morten: Jeg glædede mig virkelig til at smage denne whisky, fordi storesøster på 21 år havde forført Jens, Anders og jeg selv ved smagning 2. Hvad er lillesøster så til?!? Næsen er som hårdkogt æg og mørk sødme. Smagen er hen af plastic kombineret med frugtsød malt og let salt. Eftersmagen er lang og tør. Lillesøster er sprælsk.

webalf.jpg (3586 bytes)
KWP's web-alf Jens, blev belønnet for sin web-indsats med to minituare-flasker med Macduff og Benrinnes. Om han fik lov til at beholde dem for sig selv... Nej.

6. Longrow 10

Jens: Longrow har alle de klassiske Islay-kvaliteter. Den har røgen og medicinen. Salten og olien. Men dertil lægger den noget friskt. Duften er ikke tung eller macho. Den klinger ikke jordet, men frisk og græsagtig saftigt på en mild sødme. Min favorit for tiden!

Anders: En bleg, bleg whisky med en rig og lidt røget næse. Godt med salt, men også nogle friske græs-agtige noter, og langt tilbage i finishen tittede en forsigtig frugtsmag frem. Jeg fik allersidt en lille hilsen fra maven, der havde en klar smag af sytråd – men om det var Longrow eller en kombination af det hidtidige indtag vides ikke...

Morten: Forventningerne var også stor til Jens’ Longrow fra Springbank destilleriet. Denne whisky produceres kun en gang om året og Springbank kan deres kram, så den må være noget særligt. Næse er af røg og jod. Smagen er meget straight med røg, jod og træ og let næsten sød finish.. Som en Ardbeg, uden at være det, fordi den er meget lettere.

7. Rosebank 1988 G&M CChoice

Jens: En lækker sag, ingen tvivl om det. Lakrids og svedsker lokker i næsen, til at tage slurke af dejlig syrlig/sød frugtagtig whisky. Måske lidt for gennemsigtig, og mangler blivende smagsindtryk. Lavlandswhiskyerne er altså bare væsentligt bedre end deres rygte.

Anders: Lowland-whisky’erne var jo lidt af en succes sidste gang, og Rosebank smagte også virkelig igennem denne gang – stik imod alle rygter om svage lavlands-produkter. Rund, mørk sødme i smagen, men indrømmet uden den store finish, der dog bød på Mortens pæresaft, dér langt tilbage.

Morten: En lowlandwhisky i særklasse. Dufter af pære. Smagen er let og frisk med malt, træ og frugt. God lang eftersmag.

8. Glenkinchie 10

Jens: Har luret på min whisky-hylde længe inden denne aftens debut i KWP. En dejlig helstøbt whisky der holder sig på dydens smalle sti uden at gå til ekstremerne. I perfekt balance mellem det malte, det tørre og en efterklang af sødme. En simpel men dejlig dram, der gav en placering som nummer 3 fra min side.

Anders: Min første tanke var, at nu må det da vist være for længe siden: for denne whisky mødte mig med en klar aroma af pige-sved. Sød pige-sved. Og denne lækre sødme fortsatte i smagen, da væsken rullede over tungen, glat og blød. Desværre blev den ikke så længe, og gav ikke de store indtryk fra sig i øvrigt.

Morten: En lidt kedelig whisky efter min smag. Næse er lukket. Smagen er let og frisk med malt og lidt sødme. Fordamper hurtigt på tungen som nyfaldne snefnug. Er glat og blid.

9. Benromach 12

Jens: Benromach er lidt feminin. Som en kvinde er den nogen gange sød, rund og mild; nogen gange træls, flad og tung… og ofte ved man ikke rigtig hvorfor. Men i aften var Benromach i sit lette og glade hjørne. Næsten dessertagtig sød og kælen, og hvem kan stå for det?

Anders: Denne gave til Morten har fået et par hårde slag igennem tiderne, og klarede sig heller ikke forrygende i aften. Anonym og sprittet på en mild måde mødte den mig, og ellers var de bedste indtryk af malt og våd halm bagerst i ganen. Godt, at det kun var en halv flaske...

Morten: Jeg har endelig fået øjnene op for min fødselsdagsgave fra Anders og Jens, men i aften smagte den ikke som derhjemme. Mon Benromach lider af præstationsangst? Det vidner blot om hvor foranderlig en drik whisky er. Næsen er let og sød. Smager lidt af røg i begyndelsen og har en kraftig malt i finishen.

10. Ardbeg 17

Jens: Jod i duften uden at være tung. Syrlig start går over i bred rummelig malt for at slutte i salt/sød klang. Og det hele foregår på ens undrende tunge! Meget mere kompleks end jeg huskede den, med mange spøjse toner.

Anders: Ardbeg 17 var også et gammelt bekendtskab, og velkendt var duften af træ og røg, blandet med jod. Da jeg smagte, fik jeg først indtryk af at have sat tænderne i et gammelt, støvet gulvtæppe – noget, der smagte bedre end det lyder – og den slog sig løs med en række syrlige variationer igennem udviklingen.

Morten: Jeg har været forelsket i Ardbeg lige siden jeg bragte flasken hjem i min støvletaske fra en skitur i Frankrig. Dufter kraftigt af jod, næsten som en nødhjælpskasse. Smagen er som træ, malt og jod med en laaang finish. God "hænger"!

11. Aberlour 10

Jens: Veteran fra KWP I tilbage til denne aftens smagning. Blev aftenens bedste spey i mit regnskab. Duften lettede med let karamel og chokolade. På ganen legede sherrytonerne med sødme af frugt, specielt pære.

Anders: Aberlour var lidt af et hit denne aften. Klare chokolade og karamel-noter i duften – cremet sherry-sødme på tungen. Uhmmm... Der var en støvet hengemt fornemmelse over Aberlour’s rundhed, som tiltalte mig umådeligt – jeg har nok lidt af en sød tand.

Morten: Aberlour faldt ikke rigtig i min smag i aften, men er ellers en fin whisky. Dufter af chokolade. Smager lidt bittert med en let tone af malt.

panel.jpg (3768 bytes)
Trætte og medtagne efter aftenens krævende smagninger prøver panelet (Jens, Morten, Anders), at smile oplagt til selvudløseren.

12. Laphroaig 10 CS

Jens: Laphroaig smækkede som sædvanligt hårdt med døren. Aftenens sidste dram attakerer med en skarp tanget næse. Smager tørt af olie og medicin, der fader i en fyldig røget sødme. Laphroaig er en unik whisky, og hvis man er i humør, skuffer den aldrig.

Anders: Laphroaig lever en omtumlet tilværelse til KWP-smagningerne. Op og ned går det, ikke mindst hos mig. Men denne gang genoprettede den fordums tiders storhed med sin tjære, medicin og røg. Jeg fandt en dejlig sødme i den i aften, som med lidt vand gik over i retning af rørsukker og en egen rundhed. Dejlig whisky – og jeg glæder mig til Atlanterhavet...

Morten: Gode gamle Laphroaig er den perfekte afslutning på en whiskysmagning! Næse er let sød og overdøves af tjære. Smagen er som en lammende mavepuster, en uppercut og stærk som bare fanden. Dieselolien er tilbage!


KWP-rally IV in memoriam:

Jens: Jeg synes, at det var en dum aften! Jeg er ved at være rigtig frustreret over vores point-system. For hver gang vi mødes er det tydeligere og tydeligere, at vi giver os selv en umulig opgave, når vi prøver at lave en prioriteret liste fra 1 til 12. Hvem kan sove trygt i sin seng, når man har tildelt en åbenlys suveræn whisky en placering som nummer 12! Men der er jo nogen der skal have de dumme lave placeringer. Hmmm… Ellers et dejligt felt, selv om jeg savnede lidt geografisk spredning. Det var meget Spey, Islay, Lowland og Campeltown.

Anders: Det var en hård og frustrerende aften, da placeringerne skulle gives. At jeg endte med at have flasker på de tre første pladser lægger jeg således ikke så meget i, men tilskriver det et skæbnens puds. Vi må dog ikke glemme, at inden frustrationerne stak deres grimme hoveder frem, havde vi stukket næserne ned i 12 yderst spændende glas, og vædet tungen med et dusin dejlige dråber. Ja, faktisk havde vi duftet til hele tretten glas, for vi åbnede ganerne med en hidtil ukendt MacDuff 1975 G&M, der smagte som lyse Sun Maid-rosiner, og klart havde rangeret højt, havde den været med i smagningerne: her ligger et stykke detektiv-arbejde og venter...

Morten: Smagning 4 blev afholdt hos Anders, som der næsten er blevet tradition for. Men her holder traditionerne også op, for smagning 4 stod i forandringernes tegn. Det startede med at aftenens smagning skulle foregå i kronologisk rækkefølge, så den whisky som var nyest i et af KWP medlemmernes samling skulle smages først og så fremdeles. Anders og jeg selv benyttede også aftenen til at takke KWPs web-alf Jens for hans store arbejde med KWP-hjemmesiden. Aftenens felt af whiskyer gav anledning til stor frustration hos panelets medlemmer, da det hurtigt viste sig umuligt at kåre en vinder, uden det samtidig ville være en hån imod resten af feltet. Alle medlemmer af KWP var da også enige om at der for fremtiden skulle benyttes et andet pointsystem. Derfor har jeg ikke kommenteret mine placeringer af whiskyerne i aftenens felt i smagsnoterne.