usyn.gif (44 bytes)

Smagning 1
- Lørdag d.9.1.1999. Hos Morten Mølgaard

Vores første smagningsaften fandt sted i en gemytlig stemning hos Morten. Whiskyerne blev stillet op efter regioner, hvor efter vi smagte os fra øst mod vest. Undervejs blev der læst højt fra whiskybøger, og vi diskuterede smagen af de ædle dråber.

Aftenens duellanter var de ti forskellige single malts vi rådede over.


Resultat af smagning

Whisky

Ejer Samlet
Placering
Jens Anders Morten
Laphroaig 10 år (57%) Anders 1 4 2 1
Lagavulin 16 år Anders 2 1 1 6
Oban 14 år Jens 3 2 4 3
Ardbeg 17år (43%) Morten 4 3 8 2
Aberlour 10 år Jens 5 5 6 5
The Macallan 12 år Jens 5 6 3 7
Talisker 10 år Jens 7 7 5 8
Glenfarclas 105 (60%) Morten 8 8 9 4
Glenfiddich Morten 9 9 10 9
Glenmorangie PWF Morten 9 10 7 10

Smagsnoter

1) Laphroaig 10 år, cask strength:

Jens: Første gang jeg smagte denne røgede sag. Positivt overrasket absolut. Whiskyen er rigere på nuancer end forventet, men min 4-plads afspejlede, at jeg fandt den lige lovlig olie-agtig i smagen. Jeg tror ikke det er en favorit for mig i det lange løb.

Morten: Jeg lod mig absolut forføre den første gang jeg smagte Laphroaig. Smagen af dieselolie, salt og røg tog mig simpelthen med bukserne nede. En meget stor og forførende overraskelse. Men uden det overraskende moment er jeg spændt på om jeg får samme store smagsoplevelse næste gang.

Anders: Laphroaig Cask Strength er et strengt bekendtskab. Ufortyndet bider den en anelse for meget i ganen, og den optimale fortyndingsgrad er svær at ramme. Til gengæld er den så rig på søulke-konnotationer for smagsløgene, at dens salte akkorder charmerer sig lige ind i whisky-hjertet på en Islay-elsker. For os, der er ved at blive lidt tyndhårede er det rart i hvert fald at se sin brystbehåring vokse proportionalt med indtaget af Laphroaig. Ikke så forfinet som Lagavulin, men til gengæld så meget mere brutal. Men står måske i fare for at ryge længere ned af listen med tiden...

2) Lagavulin 16 år:

Jens: På forhånd havde jeg regnet med Lagavulin på en førsteplads, og den svigtede ikke. En gammel favorit, hvor Islay-røgen ikke kvæler de mange fine salte og blide nuancer i finishen. Jeg synes den havde fortjent sejren, men Morten ville det anderledes.

Morten: Jeg er stor fan af røg og salt. Disse smagskarakteristika kommer flot til udtryk hos Lagavulin. En klassisk Islaywhisky som nok vinder over eksempelvis Laphroaig i det lange løb, men vi får se.

Anders: Lagavulin kan jo ikke lægge skjul på sin herkomst. Men vi kan li’ det, kan vi! En sofistikeret, stilsikker whisky, der begynder karakteristisk røget, men så snart åbenbarer sin bløde karakter, der belønner den tålmodige med en yderst rig afslutning. En all-time favorit, der selv når ganerne forfines forhåbentlig vil beholde en plads øverst i hierarkiet. Det vil den i hvert fald hos mig...den ligger mit hjerte nært.

3) Oban 14 år

Jens: Oban er min, og for tiden mit kæreste whisky-eje. I den lille havneby Oban mødes karakteren af de blidere østlige whiskyer med øernes kradse salt og tørv. Tendens til lidt sprittet finish som passer mig godt, med en let salt smag. Testens flotteste flaskedesign.

Morten: Oban er en spændende sag som samler de bedste karaktertræk fra øst og vest i en velkomponeret symfoni. Jeg vurderede da også Oban som nummer tre i det samlede felt, og det vil ikke overraske mig hvis den ligger her omkring ved næste smagning.

Anders: Oban har en suveræn blanding af to modsætninger – de røgede Islay Malts, og højlandets bløde karakter – og den vil nok altid have en høj stjerne hos såvel undertegnede som hos resten af panelet.

4) Ardbeg 17 års (43%)

Jens: Jeg var skeptisk over for fenol-kongen Ardbeg, men blev glædeligt overrasket. Igen et eksempel på en Islay-malt, der starter med et ordentligt skud røg, men derefter…. Nuancerne vælder frem med jod og salt. Føles godt i munden. Cool etiket!

Morten: Jeg er meget glad for denne whisky, som er min kæledægge i øjeblikket! Fandt den nærmest ved et tilfælde i whiskies of the world. Ardbeg smager som flydende egetræ og det er noget jeg kan lide. Meget stilsikker og vedvarende smag.

Anders: Ardbeg var ligesom Lagavulin, Laphroaig og Talisker et voldsomt bekendtskab, og selvom det falder i vores smag, så syntes jeg hverken at den havde Lagavulin’s aristokratiske skønhed eller Laphroaig’s voldsomme havskum, så af disse årsager – og nogle politiske – havnede den et stykke nede. Men jeg vil gerne smage egen og olien for sig selv en gang...

5) Aberlour 10 års / The Macallan 12 års

Aberlour:
Jens: Aftenens bedste Speyside efter min mening, og det er ikke kun fordi, at det er en gave fra mine svigerforældre. Sherry-præget med en rigt nuanceret smagsudvikling, der peger i retning af pære og andre skægge sødlige smage som jeg ikke helt kan ramme.

Morten: En spændende Speyside whisky som ikke smager af meget det første sekund den rammer tungen. Men så folder smagsindtrykkene sig langsomt ud i en intens og langvarig bølge. Det er godt.

The Macallan:
Jens: Vidt berømmede Macallan har indtil videre været lidt af en skuffelse for mig. Den har en fin smag, men udvikler sig ikke så meget i finishen. Jeg har dog et spinkelt håb om, at disse Speysides vil klare sig bedre efterhånden som min gane tager ved lære. Det kan jo ikke alt sammen smage af blod og røg.

Morten: Macallan smager i det øjeblik den flyder ind i munden, men forsvinder så som fordampet alkohol for til sidst at være helt borte. Smagen er ikke nogen "cliffhanger"! Den korte smag til trods er der tale om en god og spændende whisky.

Anders: At Macallan kom på tredjepladsen foran Oban, skyldes nok mest, at jeg syntes det var på tide at se en Speyside-whisky på listen. Macallan syntes jeg imidlertid var en af de bedre af de milde whiskyer – selvom den i Spey-området ligger i alvorlig konkurrence med Abelour’s frugt-agtige eftertoner. Jeg faldt dog for Macallan’s enkle, klare smag, der måske nok ikke hænger så længe, men til gengæld er ren og fin.

7) Talisker 10 års

Jens: Talisker var aftenens skuffelse for mig. Masser af intens røg, men bag røgbomberne er der øde. Den har ikke Islay-whiskyernes nuance-udvikling i finishen, og mangler simpelthen finesse. Måske vil jeg lære at sætte bedre pris på den med tiden. Det håber jeg, for jeg har en hel liter!

Morten: Talisker smager af røg og runder så af med en eftersmag af røg. Kort sagt røg, røg og atter røg i en noget jævn og upersonlig masse. Eneste grund til at Talisker ikke havnede på sidstepladsen hos mig skyldes alene skuffelsen over Glenmorangie og Glenfiddich.

Anders: Enkelheden og den karakteristiske smag var også en af grundene til, at Talisker fik en femteplads. Som de andre i panelet gjorde opmærksom på, var der ikke så mange variationer i den røgede eftersmag, der ikke udviklede sig nævneværdigt fra de første dufte på tungen. Men jeg valgte altså at følge mit tilrøgede hjerte, og give points for Talisker’s nede-på-jorden-hed.

8) Glenfarclas 105 (60%)

Jens: En absolut jævn oplevelse denne aften. Jeg nages dog af skyldfølelser fordi denne cask strength utvivlsomt kunne have fortjent bedre placering. Men den hæmmedes af en lummerfad fortyndingskildevand og tvivl om fortyndingsgrader. Jeg glæder mig til en gensmagning.

Morten: Min absolutte favorit blandt aftenens Speysidewhiskyer. Jeg synes virkelig at Glenfarclas har karakter i sin smag. En karakter og klasse som Anders og Jens af uransagelige årsager endnu ikke har fået øjenene op for.

Anders: Glenfarclas’en nåede jeg aldrig ind på livet af, og jeg må tage Mortens ord for denne Spey’s storhed. Nu, efter et par uger, har jeg simpelthen ingen erindring om 105’eren – Cask Strength eller ej.

9) Glenmorangie port wood finish (43%) / Glenfiddich special reserve (43%)

Glenmorangie port wood finish:
Jens: Aftenens suveræne bundskraber i mit regnskab, måske fordi det var den første i glassene. Havde denne aften en underlig lukket smag, der ikke helt ville nogen steder hen. Kan måske revancere sig…

Morten: Jeg var meget overrasket over at Glenmorangies port finish whisky ikke gjorde større indtryk på mig selv eller det øvrige panel. Jeg anser ellers Glenmorangie som en ret god whisky. Det kan være vi får øjnene op for Glenmorangies klasse når panelets røgliderlighed letter.

Anders: Glenmorangie Port Finish charmerede mig i starten med sin fine duft af portvin, men blev senere – efter listeskrivningen – afsløret i blindsmagningen som et ufint bekendtskab: efter nærkontakten med olie, eg og røg, lod den ikke længere sine port-toner skinne igennem, og jeg faldt til jorden med et brag. Jeg tror dog stadig, at overtonerne fra den anderledes lagring vil komme til sin ret, hvis man nyder en enkelt efter maden.

Glenfiddich special reserve:
Jens: Yndlingsprügelknabe for whiskydrikkere der skal hævde sig. Jeg vil altid have et nostalgisk forhold til denne maltwhisky-pioner, for uden den ville vi stadig drikke Johnny Fodslav. Dens sprittede smag med dens lette aroma af malt og tynd røg sendte den ind på en ottendeplads hos mig. God bællewhisky!

Morten: Her en ren sprittet smag som er helt klassisk i sin enkelthed. Farven er klar og ren. Det er imponerende at denne whisky produceres i så store mængder. Glenfiddich virker dog noget kedelig i det samlede felt, hvilket forklarer dens placering på sidstepladsen.

Anders: Til sidst kom så Genfiddich. Jeg har ingen nostalgiske GlenF.-oplevelser, og føler mig ikke hævet over at bruge den som fyld i Irish Coffee! Tag den, Jens! Men det skal da retfærdigvis siges, at den ikke er så slem som sit rygte, og sagtens kan drikkes. Blot bryder jeg mig ikke så meget om dens spritsmag, der er det absolut eneste, der hænger efter den første slurk i halsen. Alt andet brændes af i denne pisgule masse-whisky...


Opsummering:

Jens: En stor tradition er grundlagt! At sidde med 10 klassiske maltwhiskyer sat op efter regioner kan fugte enhver whiskyelskers øjenkroge og mundhule. Aftenen bar præg af stor glæde for Islay der løb af med 3 ud af de 4 første placeringer. Jeg glæder mig til at se om det er en blivende trend. Et er i hvert fald sikkert: Jeg skal ud og købe nye flasker til næste gang!

Morten: Aftenen var en sikker succes fra start og vi var hurtigt enige om at der var basis for en tradition. Synet af ti flasker god skotsk single malt på mit sofabord var fantastisk. Jeg var meget overrasket over hvor dårligt Speysidewhiskyerne klarede sig. Jeg tager det foreløbigt som et udtryk for panelets noviceganer, som kun kan smage forskel på flydende røgaroma og diselolie. Det kommer nok til at ændre sig.

Anders: En stjerne er født! Den hedder KWP, og havde på sin jomfrutur i whisky-universet et skin, der strålede klart i de forsamledes øjne. Øjne, der i senere løb i vand på grund af forkærligheden for røgede Islay-whiskies... Jeg håber, at vi senere får ganerne op for lidt mere sofistikerede og milde smagstoner, men erklærer ellers, at Lagavulin nok vil være en elsket ven. Ligesom Københavns Whiskysmager Panel forhåbentlig altid vil være et fristed for vi elskere af skotske single malts.