Smagning 7

På denne side:
Hos Morten 01/10-1999

Så blev det langt om længe tid til KWP's første tema-smagning. Og fordi vi er sådan nogen farlige karle med hår mellem tænderne, satte vi kursen mod Islay. De tørvede og skarpe whiskyers hjemstavn. Whiskylandet hvor fårene skilles fra bukkene.

Anledningen var at Mortens kæreste Gitte omsider havde hjembragt den manglende brik i det store Islay-puslespil, nemlig Bruichladdich, indkøbt under en USA rejse. Og som tak for hjælpen satte KWP Gitte på porten, og indtog Morten og Gittes lejlighed for at nyde en aften i Atlanterhavets vold.

Feltet så strålende ud, som det stod geografisk ordnet på sofabordet, og KWP-medlemmerne mærkede forventningens glæde boble op i maven. Lagavulin, Laphroaig, Ardbeg, Bowmore, dem alle sammen.

Whiskyer fra den lille ø har gennem hele KWP's historie klaret sig godt i vores smagninger, men hvilken skulle kåres som den bedste... kåres som kongen af Islay?


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
Ardbeg 17 år82828481
Port Ellen 197982828481
Bunnahabhain 12 år77827278
Caol Ila 1989 83788289
Bruichladdich 10 år78807776
Bowmore 12 år85839082
Laphroaig 10 år85848883
Laphroaig 10 år Cask91899292
Lagavulin 16 år84848485
Lagavulin 1980 Double Matured87868788
Ardbeg 197587878589

Smagsnoter

Aftenens felt linet op til start

Ardbeg 17 år

Anders: Ardbeg 17 år har altid tiltalt mig for sin gode kraftige smag af jod, men den var lidt skuffende i aften. Duften af jod er der, men har ikke det samme "riv" som den plejer. Smagen er jodagtig med undertone af jord og en lidt bitter eftersmag. (82)

Jens: Jeg vil altid kunne genkende Mortens Ardbeg på den underlige fornemmelse det giver i munden når jeg drikker den. Det er en slags mærkelig kildren, som om om noget udvider sig på min tunge mens Ardbegs jod og jordtunge smag breder sig. Den var ikke helt så kraftig denne aften, og jeg var lettere mystificeret over en metalagtig, skæv sødme i finishen. Er set bedre. (84)

Morten: Ligesom 1975’eren var der medicin i den 17 Ã¥r gamle udgave af Ardbeg, men den var samtidig bÃ¥de sødere og rundere. Desværre sÃ¥ havde den ikke rigtig lyst til at hænge, og den forsvandt hurtigere end ham din ven, der skylder dig hundrede kroner, og slutindtrykket fik aldrig rigtig lov til at sætte sig som andet end "noget af det samme som 1975’eren" – bare ikke pÃ¥ samme niveau. (81)

Port Ellen 1979

Anders: Så var der dømt av min arm og farvel til min tunge. Porter-Ellen er absolut hardcore. Belært af erfaringen omgås jeg dette bekendskab med samme omhu som Rulle-Marie stille triller hen til en efterladt taske på Hovedbanegården. Men når man forsigtigt dufter til Ellen, så er der en liflig note af trætønde, noget sødt og tungt oveni, og når man så forsigtigt lader whiskyen rulle over smagsløgene, så er der mere sødme, og med vand i endnu mere sødt og maltet. (82)

Jens: Ellen er måske ikke så køn, men hun slår en proper næve! Hendes skarpe pebrede variant over Islays tørverøg bakkes solidt op af en ballistisk spritprocent. Hun har en finish der snildt holder igennem en extra lang directors cut udgave af Ben Hur, men forfinet det er hun ikke. Til gengæld er Port Ellen en af de få whiskyer som få mig til at ryste i bukserne, og hun er altid sjov og hælde på intetanende gæster (min svigerfar for eksempel) for at se om de kan klare mosten. (84)

Morten: Port Ellen cask strength, er nok den kraftigste whisky på Islay, men er for krads efter min smag. Medicin næse med strejf af mug. Smag af humle, der bliver til god malt i finishen. Men den banker bare tungen ud af munden mere end den smager. (81)

Bunnahabhain 12 år

Anders: Bunnahabhain er jo lidt af en lillebror blandt Islay-whiskierne – eller det var den i hvert fald da jeg købte den. Og den buttede, lille flaske er stadig knap sÃ¥ imponerende et syn ved siden af de tÃ¥rnhøje literstore beholdere, som huser feltets øvrige drikke. Men smagen kan jeg godt lide, og det er jo det vigtigste. Det begynder med en duft af smÃ¥rÃ¥ddent løv i efterÃ¥rsskovbunden, følger op med en smag af acetone, og satser sÃ¥ pÃ¥ den velkendte øllede maltsmag resten af turen mod den mellemlange finish. En udmærket mild Islay at begynde med. (82)

Jens: Med let komposteret efterårsløv i næsen lugter Islay's nordligste whisky lovende, men Bunnahabhain bliver aldrig en favorit på denne gane. Pilsner og peber og salt lyder besnærende men det er det nu ikke. Den der ølbøvssmag hører ikke hjemme i en whisky. Jeg vil hellere ha' en Star. (72)

Morten: Bunnahabhain har altid mindet mig om rundvisninger på Tuborg, den gang der stadig blev brygget øl på Tuborgvej. Den dufter af muggen rugbrød med en sød undertone og let acetone. Smager som humleridderne med lidt peber i starten. Hænger godt men minder lidt for meget om grøn Tuborg og det er ikke det jeg leder efter hos en whisky. (78)

En whisky-smager i dyb meditation

Caol Ila 1989

Anders: Kender I det, nÃ¥r man stÃ¥r og tjærer taget pÃ¥ sit bÃ¥dehus ude ved Atlanterhavets skummede kyster? Nej? Jamen sÃ¥ prøv en Caol Ila-dram, og sÃ¥ er det næsten som at være der selv. En tjæret duft og en tjæret smag, der dog denne aften ogsÃ¥ bød pÃ¥ luft fra højlandet – en friskagtig modgift til den surtsnerpende tungebider. Og sÃ¥ hænger den godt og giver fuld valuta for whisky-kronerne. (78)

Jens: Caol Ila er en god standard Islaymellemvare, med diskrete særlige kendetegn. Alt det der med røg og tjære er på plads, men i aften afslørede den også lette toner af citrus, mint, kul og en decideret frisk jod. Den er slet ikke dum, men heller ikke suveræn. (82)

Morten: Caol Ila er ikke den whisky jeg har tænkt på først, når jeg har skulle vælge en Islay whisky, men efter aftenens smagning er Caol Ila bestemt steget i min agtelse. Næsen er som tjære med et strejf af medicin. Smagen er dejlig frisk med klassiske Islaytoner af tjære og jod i velafbalancerede mængder der hænger godt. En rigtig ligetil Islaysjus. (89)

Bruichladdich 10 år

Anders: I starten syntes denne sidsttilkomne Islay-ven sÃ¥dan lidt smÃ¥-anonym og generisk vestkyst-agtig. Men senere bød den pÃ¥ tørrede frugter i rigelig mængde – rosiner og figener var de mest fremherskende – og det kan man jo ikke sige nej til. Den bed ogsÃ¥ lidt i tungen, men hang godt ved og Ã¥benbarede henimod slutningen fine trætoner, som charmerede i hvert fald denne paneldeltager. (80)

Jens: : Bruichladdich er væsentligt nemmere at drikke end at udtale, ingen tvivl om det. Den spiller på det syrlige og har en let bæragtig smag. Jeg huskede den som bedre end den smagte mig denne aften, men stadig en fornøjelig vestlig, let ramsaltet dram. Og så skovler den selvfølgelig lidt ekstra fedtepoint ind på sin flotte maritime flaske. (77)

Morten: Jeg havde store forventninger til Bruichladdich, som både er Skotlands vestligste destilleri og den foretrukne whisky blandt Islay øens lokale, ifølge mange whiskybøger. Den skuffede dog fælt i aftenens smagning. Næsen er let og vandig så man kunne være bange for at whiskyen har lagret lidt for tæt på Atlanterhavet. Smagen er med let røg og træ med bitter eftersmag, men uden nogen særlig karakter. Jeg tror nu at der gemmer sig mere i den. (76)

Bowmore 12 år

Anders: Der var engang, hvor Bowmore føltes som at bide i en god strimmel plaster og sÃ¥ lige skylle efter med et glas jod. SÃ¥dan er det ikke længere, hvadenten det nu skyldes dagens selskab eller panelets generelle blaserthed. Næh, idag var der meget frugt i Bowmore-duften – mest abrikos eller sÃ¥dan noget bæragtigt noget – og det gik igen i smagen. Og sÃ¥ længe det holder sig til den slags sursøde noter, sÃ¥ er jeg pÃ¥. Hip hip til Bowmore. (83)

Jens: Der er mennesker som man holder særlig meget af, fordi er utrolig grimme og mærkelige, men alligevel besidder charme og indre skønhed. Sådan har jeg det med min 12 års Bowmore, der i den grad er sær men rigtig rigtig god. Bowmore entrerede whiskyscenen med den store plasterfanfare i smagen, men har med tiden udviklet sig til en kompleks blød sag, med sød jod, spor af karamel og mærkelige hindbær/brombær/skovbærnoter. Aftenens næstbedste! (90)

Morten: Jeg synes at der er noget særligt ved Bowmore. Nok mest fordi jeg aldrig glemmer den kraftige duft af førstehjælpskasse fra Falck, der kom mig brølende i møde første gang jeg satte næsen til et glas af slagsen. Bowmore dufter af stikkelsbær og lidt af medicin, men slet ikke så kraftigt som jeg huskede den. Smagen er spændende og rund men svær at definere nærmere. Hvor blev medicinen af? (82)

Et overblik over begivenhederne

Laphroaig 10 år

Anders: Laphroaig’s lillebror er slet ikke noget dÃ¥rligt bekendtskab, trods panelets bløde punkt for storebror Cask Strength. Laffe virkede nærmest lidt sød og most-agtig i aften, men lad Jer ikke narre: trods sin mildhed skal Laphroaig ikke inhaleres i større mængder i lungerne, det kan denne deltager skrive under pÃ¥, mens han stadig hoster sig igennem eftervirkningerne af et par centiliters sød jod og kul. (84)

Jens: Kokos og æblemost i næsen var ikke lige hvad jeg havde forventet, da jeg stak næsen i Laphroaigs standardaftapning på 43% spritvolumen. Men Lille-laffe er nu rigtig god, også selvom den normale sømandshørm ikke var udpræget. En frisk røget dram, med en dejlig finish i kølig sødme. Og selv om jeg bedre kan lide Laffe lige fra fad, så er destilleriets standardvare stadig god. (88)

Morten: Laphroaig er en klassiker når KWP har smagning, men lillebror her har stadig svært ved at følge med storebror i cask udgave. Der er en god duft af portvin og æbler og leder derfor tankerne væk fra den havneduft caskudgaven har. Smagen er som træ, disel og let medicin uden at være for voldsom. (83)

Laphroaig 10 år Cask

Anders: Storebror ligner sig selv, og ligner sin lillebror – eller ogsÃ¥ er det omvendt – men den ER jo trods alt adskillige hÃ¥rde procentpoint stærkere, og det kan mærkes. Her er lidt mere af alting – bÃ¥de røg og tørv og træ – og jeg er meget glad for, at jeg undlod at hive DENNE dram ned i mine efterhÃ¥nden ganske udmattede lunger. Men Laffe er stadig pÃ¥ alle tiders top 5. (89)

Jens: Jeg har en ven, en rigtig sejler, som altid tager kegler! Hvis KWP nogensinde opretter en Hall of fame for whiskyer, så er Laphroaig i tøndestyrke selvskrevet. Med en rå hørm af tang og salt hav bruser Laphroaig imod dig med skyer af røg, der på magisk vis åbner for en sødme, der denne aften vibrerede med nye noter af nødder (?). Tjullahop tjullahey, bøj jer i støvet for kongen af Islay! (92)

Morten: Når jeg dufter og smager på denne fabelagtige whisky, hører jeg mågerne skrige, tøffen fra fiskekuttere der sejler i havn og ser tykke reb indsmurt i tjære. Næsen er som disel og tjære men lettere end jeg husker den. Smagen er som tyk tyk havnevand med tjære og dieselolie der bare river i svælget. (92)

Don't underestimate the power of Port Ellen!

Lagavulin 16 år

Anders: Lagavulin er en alltime-favorit, men denne aften gav den ikke sÃ¥ meget fra sig. Den vifter med sin sofistikeret røgede smag, som en cigaretsvingende charmeause fra starten af Ã¥rhundredet, men er altsÃ¥ en smule blegere end vanligt – som samme charmøse set gennem et matteret vindue. Der er dog lidt sød malt med, men den tørre styrke savnede jeg - og jeg ser frem til at snuse lidt til den igen snarest muligt. (84)

Jens: Lagavulin har altid rangeret højt på min whiskyhimmel, så derfor var jeg noget overrasket over dens blege optræden i aften. Hvad var der sket med den kongelige røghed, herskeren over Islay-cool? Med rabarbernæse og frugtig pæresødme og en temmelig spids finish var Lagavulin langt fra sin sædvanlige form. (84)

Jens: Jeg har aldrig helt været enig med Anders og Jens når de har lovprist Lagavulin, men må sige at den smagte godt i aften. Næse af sød rabarber, svedsker med strejf af medicin og mug. Smagen er god og tør. Det er næsten ligesom at komme på land igen efter sejlturen med Laphroaig. (85)

Lagavulin 1980 Double Matured

Anders: Et kort, vanvittigt øjeblik fik jeg et whiff af stærkt parfumeret the, som den slags man kan finde i små kurve i det lokale supermarked. Men det var nok en fejl. Så jeg hæfter mig istedet ved, at Laga-double wood fik oprejsning efter sin første, noget vage optræden i en smagning. Den har en smuk, næsten portvins-agtig farve, og den er sødere og rundere end sin 16 års standard-fætter. Men der er også noget bittert et sted, næsten som garvesyren fra den the, jeg ikke tror på er der... (86)

Jens: Det er sgu en smuk farve den har, min yndlingssouvenir fra Gatwick lufthavn påsken 1999. Og så lugter den som et godt lunt bål og smager generøst blødt med ekkoer af fjern bitter citrus i finishen. Meget meget bedre end standardaftapningen, og det er egentlig underligt, for det var det første jeg fik at vide, at den i hvert fald ikke var, da jeg glad hældte den første dram på KWP-brødrene. (87)

Morten: Usædvanlig velsmagende, kompleks og spændende ved aftens smagning. Virkelig en kærkommen overraskelse. Double matured udgaven har en god "portvinsnæse" med en behagelig sødme. Smagen bæger præg af at whiskyen har fået tre år ekstra i tønden, portvinsaromaen slår også godt igennem. Samtidig er der ligesom en smag af tørret frugt. (88)

Ardbeg 1975

Anders: Med Ardbeg 1975 blev der lukket op for posen med de mærkelige dufte. Jeg tænkte på maling, den særlige, bedøvende forstøvning der langsomt rådner ens hjerneceller væk, jeg tænkte på boremaskinestøv og på min tid som praktikant på et apotek. Og der VAR noget medicin i noterne, som lidt skarpt efterlod sin eftersmag på tungen. (87)

Jens: Sidste gang jeg ratede Ardbeg var jeg nok lidt i "nyindkøbt whisky ihhh hvor dejligt humør", så Ardbeg 75 fik et ordentligt skub i pointene. Men sådan er det jo med whiskyer man lige har købt, og jeg havde mentalt forberedt på at dele nogen drøje hug ud. Men Ardbeg leverede alligevel en positiv overraskelse med sin milde maritime smag af tyndt tanget havvand. Og på trods af sin mildhed hang der en lang smag af mild røget malt og snurrede i mine kæber længe efter sidste slurk. (85)

Morten: Ardbeg 1975 har for mig været lidt overvurderet i forhold til 17 års udgaven, men i aften viste Ardbeg 1975 en helt nye side af sig selv med masse af karakter og finesse. Den har en klassisk Ardbeg næse af jod. Smagen er god "straight" og ligger godt i munden. Smager bare godt i aften. (89)


Smagning 7 in memoriam

Anders: Det var en længe ventet event, som Panelet her fik afholdt. Islay-whisky’erne har altid haft en stor plads i vores hjerter, og dagen, hvor vi endelig kunne samle alle vores Islay-flasker i én, overvældende smagning var imødeset med spænding. Men resultatet var ikke entydigt positivt. Det var vanskeligt at nyde Islay-karakteren ordentligt uden nogle bløde højlændere som kontrapunktisk effekt, og selvom vi nød de røgede Atlanterhavsnoter i fulde drag, sÃ¥ kunne jeg i hvert fald godt have brugt lidt variation. Det blev ogsÃ¥ en aften, hvor en klassiker som Lagavulin 16 Ã¥rs fik lidt buler i rustningen, og som Livet selv blev KWP’s Islay-tema altsÃ¥ en begivenhed med opture og nedture.

Jens: Jeg følte mig sådan lidt ængstelig ved udsigten til at skulle kaste mig over et fuldt Islay-felt. Der var var sådan lidt "charge of the light brigade" fornemmelse over det. Kanoner til højre, kanoner til venstre ind i helvedes kæber, ind i dødens dal, red de tre fra KWP. Og så udeblev den totale røgforgiftning sært nok. Islayfeltet afslørede nye frugtige noter og bløde finisher, som aldrig var kommet til sin ret før, fordi deres robusthed altid har domineret i selskab med blidere highlands og lowlands. En aften som denne åbner for et mere nuanceret syn på Islay.

Morten: Så kom den første temaaften endelig og det bliver ikke den sidste. En spændende rundtur i Skotlands vel nok kraftigst smagende distrikt. Jeg havde egentlig regnet med at panelets smagsløg ville være borte efter whisky nummer to, men det var som om at ganerne automatisk indstillede sig på styrke Islay og fandt smagsnuancerne indenfor denne kategori. Det var meget positivt at konstatere at Ardbeg 1975 og Lagavulin double-matured klarede sig godt.


blog comments powered by Disqus