Smagning 5

På denne side:
Hos Anders 19/06-1999

Velkommen tilbage til KWP’s Centre Court, hvor whisky’erne denne aften blev opstillet efter tilfældighedsprincippet. Jens spillede frk. Fortuna med bortvendt blik, og vi fik snart etableret en rækkefølge efter et snedigt system. Det var ogsÃ¥ premiereaften for vores rating-system, som jo har været en naturlig reaktion pÃ¥ sidste smagnings frustrationer over den mere eller mindre uretfærdige rangordning.

I mellemtiden har Panelet cementeret sin position som whiskynørder: det er svært efterhånden at se en film, hvor der konsumeres whisky, uden at strække hals og forsøge at genkende mærket. I den forbindelse kan det bemærkes, at Peter Greenaway tilsyneladende holder af en god flaske Glenmorangie, mens Sean Connery åbenbart er en Macallan-mand hamselv.

Whisky’en ruller i vores Ã¥rer og gennemsyrer vores tanker - og vi elsker hvert sekund.

God fornøjelse.


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
Scapa 12 år85848389
Glenmorangie 197187818793
Dalwhinnie 15 år75767475
Laphroaig 10 år Cask90878995
Dallas Dhu 12 år84858680
Glenlivet 12 år85818490
Port Ellen 197986818989
Lagavulin 16 år889085
Glenfiddich Special Reserve76777872
Ardbeg 197585789385
Glenmorangie Port Wood Finish82858179
Glen Albyn 197383778685

Smagsnoter

Enhver god mundfuld starter med en grundig snusning af whiskyen. Jens og Morten demonstrerer.

Scapa 12 år

Anders: Scapa var et kært minde fra forrige smagning, og skuffede ej heller som en flot start denne gang. Chokoladelækker sødme og rummelig rundhed i næse og gane. Nordpå drager vi til højlandet med sang på læben og Scapa på tungen. (84)

Jens: Scapa er bare utrolig behagelig at drikke. Hvis den havde lidt mere distinkte smagsindtryk i sig ville den være en sand storhed. Som den er med en let syrlig/skarp men gavmild rund sødme, og den lange finish, hæver man anerkendende øjenbrynene ved en mundfuld. Men det lette strejf af bitter chokolade måtte gerne være mere markant. (83)

Morten: Jeg glædede mig virkelig til at smage Scapa igen og jeg blev bestemt ikke skuffet. Næsen er som sød karamel og smagen er lidt bitter med en blomsteragtig tone. Har en lang maltet eftersmag. (89)

Glenmorangie 1971

Anders: Mit nyeste indkøb og en sand passion fra første snus. Jeg faldt over denne dejlige, træduftende Glenmorangie i Juul’s kælder, hvor den stod og kaldte pÃ¥ mig fra sin kasse af ædelt træ. En enkelt, smuk tønde af eg har den ligget i fra 1971 til 1993, hvor den blev tappet som en særlig flaske i anledning af destilleriets 150 Ã¥rs jubilæum. Jeg er selv fra 1971, sÃ¥ det føltes klart som et skæbnebestemt møde. Og det overvældende smagsindtryk, der mødte mig, var af selvsamme tøndes tørre træstavere, akkompagneret af grøn sødme. (81)

Jens: Aber doch, aber doch... Glenmorangie, som jeg altid har synes var lidt for bleg og i det hele taget lidt af en mosterwhisky, kan altså godt, når den bare får lov at ligge lidt. Utrolig flot nøddebrun med en stikkende rabarberduft i næsen. Træ og mælkebøtter med let malt-strejf og meget meget lækker. (87)

Morten: Denne whisky som Anders havde impulskøbt samme dag imødeså jeg med spænding. Skulle Glenmorangie endelig vise at der er en grund til at whiskyen er blevet så populær og vurderes højt af mange whiskykendere? Ja, det skulle Glenmorangie. Denne jubilæumsaftapning smager bare pragtfuldt. Næse af rabarber, lidt medicin og lidt karamel og meget kompleks. Smagen er tør og meget karakterfuld med tønde, træ, strejf af malt. (93)

Dalwhinnie 15 år

Anders: Denne United Distillers klassiker var heller ikke denne gang noget overvældende bekendtskab. Der er lidt svamp og lidt acetone i den, men lige så fantastiske sådanne mærkelige blandinger kan være, når de er rigtig ramt, lige så irriterende kan de være når de fejler målet. (76)

Jens: Klassisk malt eller ej, så bliver Dalwhinnie aldrig en favorit hos denne KWP-gane. Med skarp mos og rust og læder, tager Dalwhinnie en skævert over i let, men udistinkt farinsødme og en mørk finish. Mange noter kan godt gøre mere skade en gavn. (74)

Morten: Dalwinnie er en udmærket whisky uden at englene ligefrem synger. Næsen er metalagtig som papirklips og acetone. Smagen er skarp malt og ukompliceret. Hænger og har let mos i finishen hvis man er tålmodig. (75)

Laphroaig 10 år Cask

Anders: Fra en fast plads som lukke-og-slukke-malt var Laphphe nu nummer fire i rækken. Men det kunne den sagtens klare, og det skulle også snart vise sig, at selv de milde af de senere numre i programmet overlevede at følge denne Atlanterhavskonge. Kendte og elskede toner af røg og diesel: en kær favorit, der også klarer mødet med fransk kildevand, hvorefter den åbenbarer en overraskende sødme. (87)

Jens: Laphroaig rammer som en sky af meget kraftfuld og varm, varm, røget malt. De heftige smagsindtryk bokser og regerer i maven, men viger sÃ¥ for en trøstende salt og tanget sødme i denne KWP’s trofaste følgesvend. Laphroaig vil altid være en kær ven, hvor end mit whiskyblik vender. (89)

Morten: Laphroaig er virkelig en speciel og dejlig whisky, som river og flår i dig som stormen over Hebriderne. Prøv det! Næsen er af tjæret tovværk og meget kraftig. Smagen er som tjære og træ. Der en sød blidhed bag det hele som er svær at identificere. God i aften. (95)

Et godt tulipanformet stilkglas præsenterer aromaen bedst.

Dallas Dhu 12 år

Anders: Dallas, du! Det kan jeg godt sige dig! Det er en malt, der har vundet en plads nær mit whiskyhjerte. Mørk, forførende sødme, med frugtagtige toner af abrikoser og malt fylder ganen og varmer i maven. Jeg har allerede sat næsen op efter en lidt ældre udgave af dejlige Dallas Dhu, der stÃ¥r hos Juul’s og synger sin mørke sirenesang efter mig. (85)

Jens: Blød smør-agtig sødme åbner i denne abrikostintede lækkerbidsken. Dallas Dhu har en utrolig ren og ensartet smagsudvikling, der lokker til at drikke meget hurtigt... og så drikke igen. At det her destilleri ikke gærer og bobler mere er en ikke en skam, det er slet og ret en synd. (86)

Morten: Har en svær næse. Smager som mugne appelsiner. Har lidt klæg malt i finishen OK whisky, uden at være fremragende. (80)

Glenlivet 12 år

Anders: Engang var Glenlivet bare noget, som ens forældre kunne finde på at købe med hjem fra Tyskland, hvis de havde spendérbukserne på. Så blev den en lidt billig whisky, man rynkede på næsen af, nu hvor man var blevet feinschmecker. Og så fik vi den smagt i KWP og så var alting anderledes. En blommesød og dejlig whisky, der ikke gør sig udtilbens, men leverer varen ligefremt og længe. (81)

Jens: Sidste gang var vist i en Irish Coffee for to år siden, og det var da vist en stor fejl. Glenlivet har oplagstallet imod sig, når kræsne kendere skal købe ind. Men Glenlivets græsagtige sødme med blommesaft hænger så frisk og fin i ganen at jeg er usædvanlig stolt af at have genopdaget denne Spey-klassiker. (84)

Morten: Jeg tror faktisk ikke jeg har drukket Glenlivet siden efter en dykkertur i Øresund med Jens en novembernat i let frost og med hul i skridtet på min tørdragt. Det blev til Irish Coffee. Det var egentlig lidt synd når Glenlivet nu smager så godt. Næsen er af friske blommer. Lækker smag, god hænger uden at være tung - som strejf af vindruer, rund og dejlig at drikke, malt i grundsmagen, god whisky. (90)

Port Ellen 1979

Anders: Jens’ nyindkøbte Islay-whisky. Vi mangler nu stort set kun Bruichladdich for at kunne afholde den meget omtalte ø-smagning. Og det bliver da vist et orgie af salt, røg, tjære, malt og medicin, for ogsÃ¥ Port Ellen besidder disse klassiske Islay-dyder. En whisky, der slutter kraftigt og overbevisende. (81)

Jens: Av min arm. Port Ellen gjorde hvad hun kunne for at lamme mine smagsløg for resten af aftenen. Med maritim næse og en procent på overvældende 61,3 uppercutter Ellen med en pebret og salt variation over den klassiske Islay-smag. Lava i maven holder fut under den lange finish. (89)

Morten: Port Ellen er en af de sidste uudforskede pletter på Islay hvor KWP ikke havde været før i dag. Det bliver bestemt ikke sidste gang. Port Ellen har en frisk duft af tjære, uden at være tung som Laphroaig, Smagen har en let sødme og en maritim stemning. Meget som Laphroaig, dog mere salt og med flere toner af malt. (89)

Lagavulin 16 år

Anders: Smuk at skue, som den hænger dér - rødbrun og slank i sit glas. En aristokrat blandt whiskyer, en kær klassiker. Tør røg i en sofistikeret blanding med medicin og træ, og en tør sødme i finishen. Hvis den var en hest ville den være en fuldblods araber, var den et automobil ville den være en Rolls Royce Silver Shadow. Nu er den bare en whisky, og det er egentlig helt i orden med mig. (90)

Morten: Lagavulin er bestemt en god whisky, men jeg kommer nok ikke til at sætte lige så stor pris på den, som Jens og Anders. Flot mørk farve, næsen er meget mild og svær at definere. Tør i smagen - let bitter malt der hurtigt forsvinder. Virker lidt anonym hvilket nok skyldes at mine smagsløg lige er blevet lammet af Port Ellen. (85)

Morten får skænket sig en rigtig mandedram.

Glenfiddich Special Reserve

Anders: Så er vi i Irish Coffee-land! Jeg er ikke fan af den fesne gule kulør, og selvom Glenfiddich ganske vist er blevet lukket indenfor i det fine selskab, så bliver den aldrig nogen egentlig yndling hos dette KWP-medlem. Den er for tynd og for sprittet til rigtig at gøre indtryk, trods sine fine frugt- og græs-agtige toner. (77)

Jens: Ja Glen-F har jo nostalgien på sin side, når den klukker i glasset. Den første elsker og alt det der... Det er en let frugtet malt. Utrolig let at gå til. Hænger ikke så længe men klinger pænt med en græsset sødme. En whisky der efterligner den klassiske Glenlivet-stil. Ikke så ringe endda, men heller ikke rigtig god. (78)

Morten: Glenfiddich har en let næse af citron i vand. Smagen er meget straight og ligetil. Fin malt som hurtigt forsvinder. (72)

Ardbeg 1975

Anders: Røg og tjære og splitte mine bramsejl. Ardbeg 1975 er en pensioneret sømand, der sidder ved molen og skuer vemodigt udover Atlanten. Den har gode, barske Islay-træk i en behageligt afdæmpet version med alderdommens modne sind. (78)

Jens: "Den bedste Ardbeg vi har," sagde manden i Juul’s Vinhandel, og hvad har man sÃ¥ at gøre, andet end at betale ved kasse 1. Ardbeg 75 er en Islay-trold pÃ¥ sylfidefødder. En utrolig æterisk og let udgave med røg og tjære, og let syrlige toner i en fin symfoni med sødme og lakrids, og den er alle skejserne værd. (93)

Morten: Ardbeg har en stor stjerne hos mig og denne aftapning fra Gordon & MacPhails er absolut ikke at foragte. Ardbeg 1975 har en god solid næse af røg, tjære og let jod. Klassisk Ardbeg i en let udgave. (85)

Glenmorangie Port Wood Finish

Anders: Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Og jeg tror jo stadig på, at Glenmorangie Port Wood Finish gemmer på noget stort. Men i et KWP-bassin af mange forskellige flasker og smagsindtryk drukner denne søde og lækre whisky desværre og forsvinder under overfladen uden at sætte sig nogle særlige spor. Mine gentagne forsøg på at lege livredder og give portvinstonerne kunstigt åndredræt bærer ingen frugt. Heldigvis har vi jo så haft 1971-udgaven til at redde æren. (85)

Jens: Den er mørk og tung i næsen, denne her portvinswhisky, og så er den utrolig blød mod ganen. Men det er lidt som om, at de klassiske whiskydyder går lidt tabt i ægteskabet med den blide portvin. Men så sådan er det jo tilsyneladende med ægteskaber, de høvler og planerer selv den mest barske personlighed, og det kan sådan en spag, forsagt whisky som Glen-M nok ikke helt magte. (81)

Morten: Efter at have smagt jubilæumsaftapningen fra Glenmorangie er Port udgaven en anelse flad i det. Det er dog uretfærdigt for det er en fin whisky. Næsen er som let portvin. Portvinen træder dog ikke igennem i smagen, som er let og karakterfuld. God hænger. (79)

Glen Albyn 1973

Anders: Glen Albyl, blev den naturligvis straks døbt, men ellers var der langt til medicinen. Her var snarere tale om halm og syrlig malt, i en whisky med adskillige år på bagen. De forskellige nuancer veksler fint, men Albylen er ikke nogen decideret stor whisky. (77)

Jens: Rosiner og halm vinker goddag, når man starter på denne noget gammeldags maltwhisky. Den har nogen fikse syrlige toner og lækre nuancer veksler. Men om den sådan er rigtig stor i det lange løb tvivler jeg på. (86)

Morten: Mit impulskøb fra det lukkede Glen Albyn destilleri er en god smagsoplevelse. Jeg har dog ikke mere næse i aften, så den kan jeg ikke beskrive. Smagen er en kraftig malt og let øllebrød, dejlig ligetil. (85)


Smagning 5 in memoriam

Anders: Rating-systemet har vundet! Trods det Ã¥benlyse faktum, at nogle whisky’er endte højere pÃ¥ listen end andre, sÃ¥ var det en rar og afslappet fornemmelse at kunne placere flaskerne i forhold til det samlede katalog af whisky-viden, i stedet for blot slavisk at rangordne dem. Selve smagningen forløb uden nogen fuldstændigt overvældende newcomers, men var ikke desto mindre af yderst høj kvalitet. Successen fortsætter.

Jens: På trods af en lidt tung burgermiddag, der vedvarende bøvsede pomfrit-noter ind i aftenens smagning, var KWP V en værdig smagning at fejre herværende hjemmesides "1000 besøgende fødselsdag" med. Det var rart at få et par gamle klassikere som Glenlivet og Glenmorangie med i feltet igen, og for en tid skrue lidt ned for fascinationen af Gordon og Maphails museumsaftapninger. Det nye ratingsystem fik en fejlfri dåb, og nu står vi over for den presserende opgave at få ratet hele vores bagkatalog igen. Det skal nok blive godt.

Morten: Aftenens smagning var imødeset med spænding pga. indførelsen af et nyt pointsystem. Systemet må betegnes som en succes. Væk var frustrationerne over at give en god whisky en 9. plads og stor var glæden over at kunne rose flere flasker på en gang. Pointsystemet er kommet for at blive.


blog comments powered by Disqus