Smagning 25

På denne side:
Hos Anders 05/10-2012

Nordvest-smagning igen. Regnen piskede ned, men indenfor var der whisky og varme. Feltet var all-skotsk, men med masser af forskellige dramme - og med de nyindførte blindsmagninger var der lagt i kakkelovnen til både nydelse og udfordringer for alle.
En pæn del af dagens felt kom via anbefalinger udefra, det er næppe sidste gang... Det giver både variation og spænding.

Anders havde været på Twitter, Google+ og Fjæsbogen for at finde input, og var endt med noget højst unikt. Whisky fra Arran destilleriet importeret af whiskyentusiasten Tore.

Morten var også gået community-vejen, men mere old school. På whiskynyt.dk hænger nogle af de tungeste danske whiskynørder ud. Her var Morten blevet inspireret til at give Springbank 12 som cask chancen.

Endelig havde Jens været en tur ned af Værnedamsvej til et af de dyreste adresser i KWP-historien. Vi snakker selvfølgelig Juuls Vinhandel, der mange gange har overtrukket lommepenge-kontiene hos KWP medlemmerne. Fra Henrik Bay hos Juuls lød anbefalingerne på en hemmelige Bowmore og en røget Ardmore fra det østlige højland.

Og så var der selvfølgelig også de tre blinde. Sidst scorede kwp-medlemmerne 0 ud af 2 rigtige. Hvordan skulle det gå denne gang?


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
Single malt whisky from the Isle of Arran, 46 vol.84828584
Ardmore 1996 Denmark edition84828881
Lagavulin 16 år84828586
Springbank 12, cask 55.3 vol90879192
Single Malt Whisky from the Isle of Arran86858786
Balvenie DoubleWood858486
Secret Stills Islay 199985858685
Macallan 10 år Cask Strength93939293
Macallan 14 år - Port Finish878886

Smagsnoter

Tore med sin dejlige Arran

Single malt whisky from the Isle of Arran, 46 vol.

Anders: Meget mild i næsen. Ikke så mange klare noter. Måske hint af umodne bær. Morten siger hindbær. Billedet i mit hoved er snarere grønne jordbær, men det er nok lidt søgt. Det er første dram i aften, så lidt skarp. Men gode noter af træ, frugtsnert på det bagerste af ganen. Ikke voldsomt overbevisende, men udmærket hverdags-whisky. (82)

Jens: Let og fruity næse, der faktisk minder mig om min gamle Lochranza, dengang destilleriet kun var 4 år gammelt. Sådan helt Lowland agtig i duften. Meget mild og creamy på tungen, med en god malt kerne. Rigtig velbalanceret. Meget god kvalitet. (85)

Morten: Spændende let næse med et strejf af hindbær på en regnvåd busk. Smagen er let og imødekommende med en rund fadnote og dejlig lang eftersmag i god balance. (84)

Jens med Juuls Vinhandels første bud på en vinderwhisky - Ardmore med røg i en Denmark exclusive version.

Ardmore 1996 Denmark edition

Anders: Der er da nogle, der har været på hugst i det store medicinskab - uden at den dog bliver til Bowmore-ballade. Utroligt flot farve. Rødbrun på den der frække facon... Den første smag der rammer munden er chokolade, men i øjeblikket efter rammer en pebret kilden på tungen, og den bliver ved og ved med at hænge, og overdøver alt andet. Synes ikke den er voldsomt sofistikeret. Måske endda en smule uinteressant? Den åbner sig dog med lidt vand, og bliver næsten frugtig - og væsentlig mere drikbar. (82)

Jens: Klar kølig røg på næsen, med lidt medicinske noter, sådan lidt gammel gaze-agtig. Men røgen er meget fint integreret med noget hindbærsød frugt. Kraftig peppery og røget på en kølig stenet måde. Meget markant lang smag, og stor sødme på eftersmagen mens Ardmore langsomt trækker spyt frem i ens mund, mens spritten kildrer smagsløgene. Well played Juuls! (88)

Morten: Drammen har en virkelig smuk farve af klar karamel. Næsen er intens med kulstøv og jod som indersiden af låget på en Webergrill. Der kommer også et strejf af svesker når man giver den tid. Smagen er meget peberagtig og nærmest muserende og prikkende på tungen. Alkoholen trænger også godt igennem. Er lidt skuffet over at den ikke åbner mere op i forhold til den meget raffinerede duft. God klassisk maltsmag til sidst, men den kommer ikke ind på min liste over top køb til maksimalt 500 kr. (81)

Lagavulin 16 år

Anders: Ikke ude fra øerne, så vidt jeg kan dufte. Får desværre ikke så mange karakteristiske noter i næsen. I smagen får jeg noter af medicin, som forvirret mig. Og røg, som jeg ellers ikke fik meget af i duften. (Ved genduft får jeg pludselig tekstil - nyt tøj?) Jeg har lyst til at sige at det er en Oban... Rater den - blindt - 82 Den er en Lagavulin?! Dammit, det er svært... (82)

Jens: Kølig røg. Indtagende. Meget straight næse. Ikke så røget i næsen. Men på tungen får man et klart lakrids-agtig varm røg-aroma. Fadet smager dejligt igennem, og balancerer og integrerer smagen skønt. Klare bitre noter langs kanten af tungen. (85)

Morten: Spændende næse som leder tankerne hen på en Speyside eller Highland. Dejlig rund og raffineret smag med malt og super balance. Virkelig drikbar. Springer på Anders ide om at det er en Oban 14 års. Overraskelsen er derfor temmelig stor da Jens afslører at det er en Lagavulin 16 års vi smager på..... Havde ellers svoret at jeg altid ville kunne spotte en så markant Islay whisky, men nej. (86)

En genfødt klassiker? KWP folket havde længe glædet sig til igen at lægge snitterne på en 12 års fra Campbeltown destilleriet

Springbank 12, cask 55.3 vol

Anders: Klassisk Springbanket sherrysødme i smagen. Men de 55 procent river godt i næsehårene, så det er ikke bare slik og sukker... Der er dog, på trods af spritters voldsomme attak, en bølge af sødhed også i smagen. Vand åbner den, og den smager faktisk rigtig godt. Har dog stadig svært ved at fastholde de enkelte toner. (87)

Jens: Let karameliseret sherry får mundvandet til at flyde forventningsfuldt, men spritten lurer dernede i dybet og indgyder respekt. I smagen er der kraftig sprit og peppery sherry der danser med lidt lakrids og vinøse overtoner og ædelt sandeltræ. På eftersmagen fades der ud i det vinøse og endnu mere dejlig mild lakrids. MEGET skøn. (91)

Morten: Jeg har glædet mig meget til at smage denne malt, som jeg er blevet anbefalet af forummet hos Whiskynyt. Duften er itens af sherrysødme i klassisk Spring Bank stil. Kombineret med blomme og marcipan. Smagen er fuld af nødder kombineret med sherry i super balance. Virkelig forkælelse for ganen. Tak for en super anbefaling til forummet fra Whiskynyt. (92)

Single Malt Whisky from the Isle of Arran

Anders: Træ og sherry i sødmefuld næse. Dog også lidt sprittet, på en måde som gør det svært at fange flere noter. Eller også er jeg bare ude af form. Fanget måske lidt af Jenses lakrids fra tidligere. Den er såmænd ganske drikværdig, men svært at sætte fingeren på. Med lidt vand fanger jeg faktisk lidt af den sære vingummi fra de gamle Lochranza-dage?! (85)

Jens: Med anbefalingen fra Toke på Google+ er vi tilbage i 98 oktan versionen af selvsamme Arran whisky. Her bliver de lyse toner klemt lidt af spritten. Voldsomt med så let en whisky i cask, hvor spritten dominerer ved take-off, men efterhånden cruiser der noget rosenvand og akacie-honning frem på en creamy skøn malt-slæde. Kvalivare. (87)

Morten: Let abrikos kombineret med vingummisødme i næsen. Overraskende let og rund i smagen, nærmest blomsteragtig. Imponerende når det er en cask strength whisky der holder 53,7% alkohol. Alt i alt en fin dram. Udmærket anbefaling Anders har fået der på Google+. (86)

Puha... det er ikke let at gætte, når man ikke har etiketten til at hjælpe sig på vej. Jens kæmper med at gætte Balvenien.

Balvenie DoubleWood

Jens: Anders blinde whisky. Svært at fange alverden i næsen, lidt druer, men ellers ikke så meget. Normal spritprocent i hvert fald. Kraftig sødme, nærmest svulstig. Jeg tror det er noget Speyside, måske noget Glenlivet eller Auchentoshan fra Lowland. Jeg tror sgu det er Auchentoshan. AAAH... Balvenie Double Wood. Klassisk! (84)

Morten: God markant sherrytud forkæler ens næsebor. Virkelig rund og afbalanceret sødme møder malt og fad. Er sikker på at vi er i Speyside. Jeg tror det er en Macallan 1981. Virkelig drikværdig whisky. Balvenie DoubleWood er navnet på den whisky Anders har med til blindsmagningen...... I det mindste ramte jeg den rigtige region denne gang. ;-) (86)

Secret Stills Islay 1999

Anders: Den skriger ikke ligefrem Bowmore. Men det er ok. Har aldrig været Bowmores største fan... Meget mere sødme end saltet plaster. I smagen dog masser af den karakteristiske jod, omend stadig noget mildere end klassisk Bowfætter. Rimelig meget sødt snask på afterburner. Kan godt lide den her version... Tak Gordon, Tak MacPhail. (85)

Jens: Juuls andet bud åbner med en meget mild næse. Bestemt ikke Islay-hørm i glasset. Meget elegant mild røg på tungen iblandet en elegant sødlig citrussy ting. Meget rank syre i smagen, og røgen ligger mildt omkring. Meget stram og tør, man bliver næsten tørstig af at sippe den, selv om eftersmagen er smægtende frugtig og sød. Elegance. En rank reserveret nobel dram. (86)

Morten: Røg og medicinskab møder min næse i denne dram. Smagen leder dybere ind i medicinskabet kombineret med let jod og røg uden at være lige så intens som den klassiske Bowmore. (85)

Macallan 10 år Cask Strength

Anders: Har virkeligt opbygget et heftigt forventningspres på den her efter sidste gang. Og den ser ikke ud til at skuffe. Meget kraftig rødbrun kulør og en duft der matcher. En tsunami af sherry-fond, kogt på malt, egetræ og klart kildevand. Og den smager cirka lige så godt. Ikke avanceret, men fuck, det er gennemdejligt. Kunne godt have den som øde-ø-whisky... (93)

Jens: Intens træet sherry-næse - ærefrygt! Smagen er ... HVORFOR gud gjorde du det her mod mig og lod Morten købe denne whisky og ikke mig!!!!!! Hvad har jeg gjort mod dig??????? Har jeg ikke altid ... sorry... nå ja. Det er Macallan som man ikke rigtig kan få det mere. Rich oloroso og træ og ååååååååååh. (92)

Morten: Super sherry, kamilleblomst og tørret frugt i næsen. Virkelig imødekommende. På tungen begynder en spændende rejse hen over nødder, sherry og malt i en skøn balance. Eftersmagen bliver bare ved. Den holder 100%. (93)

Macallan 14 år - Port Finish

Anders: Duften siger Speyside. Masser af malt og sødme. Farven ikke dybmørk, men heller ikke Lowland-lys, så... Det er sgu en spændende smag, med nødder og mælkechokolade. Utroligt dejlig og lækker at drikke. Gætter pludselig ovre i Springbank. Men ellers mest i noget Glenlivet-agtigt. 88 Og så viste det sig altså at være en Macallan Port Wood Finish, som vi sidste gang trashede. Mystisk. Den er jo god!? (88)

Jens: Mortens blinde... Jeg tror det er Speyside på næsen. Frugtig og blomstrende med en lurende karamellisk ting. Meget spændende med lidt nøddeagtig og lys chokolade i smagen. Benromach 12 års bliver mit skud. (86)


Smagning 25 in memoriam

Anders: Hjemvenden til klassiske dyder med skotske single malts, men også med overraskelser og næsten pinlige revurderinger af kendte dramme. Alt i alt var det dog en aften med good fun, hvor vi havde hentet anbefalinger fra så forskellige steder som Juuls, whiskyforum.dk og de sjosjale medier. Personligt havde jeg skaffet en spændende 15-års Arran-malt, som Tore tilbød mig via Google + da jeg skrev og efterlyste input. Tore og hans venner investerede i et fad hos Arran Malt tilbage i midt-halvfemserne, og fik sidste år en halvpalle med flasker leveret til stor begejstring, fortalte han. Det gør kun ærgrelsen over ikke selv at have investeret fx i en tønde Springbank tilbage i 1999 endnu større. Suk. Men så kan man jo glæde sig over at have skaffet en flaske fra et lignende projekt... Med anbefalingerne ude fra blev resultatet et blandet et felt, som dog ikke desto mindre havde et par absolutte highlights. Macallan 10-års Cask Strength er en magtfaktor man ikke kan overse. En født klassiker allerede. Blindsmagninger er i øvrigt sjove, selv når man fucker fuldstændig op! Og personligt kan jeg så konstatere, at port wood finish bare ikke er noget jeg fanger...

Jens: Dejligt med en smagning uden alt det der nymodens fikumdik. Ja! Jeg sagde det: Fikumdik! Bredden i sådan et skotsk line-up er imponerende. Fra det lyse og sødmefyldte på Arran og over i det markante og røgede, og så ... det sherryede majestætiske. Og fuck Mortens 10 års cask Macallan! Det er ikke en whisky. Det er en tidsmaskine der bringer dig tilbage til en tid hvor alt var godt i Skotland. Er stadig meget glad for at smage blindt. Det giver et ekstra pift til smagsløgene. Det fortsætter vi bare med.

Morten: Det holder virkelig med en klassisk skotsk single malt tour de force kombineret med udfordringen i blindsmagningen. Interessant hvordan blindsmagningen leder på afveje og fremtvinger nye noter på ellers kendte whiskyer. Samtidig har vi testet anbefalingerne på bedste whisky til 500 kr. og fundet virkelig interessant bud med Spring Bank 12 års cask strength som vinderen anbefalet af forum på whiskynyt.dk. Retfærdigvis skal det siges at Juuls Vinhandel også nævnte denne flaske, men kom med et andet bud da Springbank var taget. Sikken en aften.


blog comments powered by Disqus