Smagning 20

På denne side:
Hos 08/10-2001

Jim Murray Specialsmagning

Det var lidt af et whisky-ikon der kom til byen i forbindelse med whiskymessen i Kolding, og eftersom ingen fra KWP havde tid til at tage til Kolding blev man enige om i det mindste at slå et smut i Kjær og Sommerfeldt til en særsmagning arrangeret i samarbejde med MACY.dk.

Jim Murray serverede 11 whiskyer alt imens han snakkede og anekdotede sig igennem 4 vidunderlige timer i den fantastisk smukke forretning på Gl. Mønt i København.

Der var mange store oplevelser. Et møde med det japanske. En krads gammel Bourbon og et genfødt Bruichladdich. Men størst var oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med manden bog vores allesammens yndlingswhiskybog Lademanns (som Jens fik signeret).


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
The Speyside 10 år79748182
Old Pulteney 12 år83828383
Glen Garioch 21 år86848390
Pappy van Winkles Family Reserve Bourbon 20 år88908985
Yoichi 12 år89888594
Bruichladdich 15 år87818792
Sendai 12 år84788590
Auchentoshan Three Wood75787276
Bowmore 17 år90858896
Ledaig 15 år84798786
Ben Nevis 26 år83847888

Smagsnoter

På trods af at han plages af højdeskræk tog Jim Murray imod på Balkonen med udsigt over 30 fremmødte whiskyentusiaster.

The Speyside 10 år

Anders: Speysideren Speyside speysider derudaf, uden dog at imponere synderligt. En ren, men ogsÃ¥ lidt jævn malt i næse og pÃ¥ gane, der dog overrasker med en mystisk tone. Først inkarneres den som en ret undvigende note, men siden – pÃ¥ Murrays foranledning – kan den klart identificeres som kobber! (74)

Jens: Arrrh... ikke verdens mest spændende starter på aftenen. Meget typisk regionswhisky der ikke skiller sig så meget. Ingen tvivl om at det er et kvalitetsprodukt - sødmen er i flot balance med malt og trænoter - men det er ikke lige min stil. (81)

Morten: Spændende frisk duft. Smager af kobber, hvilket jeg aldrig var kommet på hvis Jim Murray havde gjort opmærksom på det. Men den er god nok og vil sandsynligvis kun være der på de første aftapninger, da det er nu der er nye stills på destilleriet. Lovende toner fra det nye destilleri. (82)

Old Pulteney 12 år

Anders: Tilbage til højlandet med sus i støvlerne. Gamle Pulteney havde en dejlig næse med nødde-duft og salt, træ og malt, og netop duften var nok denne whisky’s stærkeste kort. Med Murray’s ord in mente om balance mellem smagsnoterne, holdt Old P. meget godt stilen mellem det søde og det mere bitre. (82)

Jens: Goddamn! Gammelpulteney træder i karakter som massiv, tung, kraftig, nærmest overvægtig megamalt. Med masser af dybmørke fede noter og et let strejf af stearin overrasker Pulteney fra det høje nord som et charmerende bekendtskab med mere sjæl end de fleste. (83)

Morten: En mørk og spændende malt, der dog mest er spændende fordi jeg ikke har smagt den før og pga. det gode selskab og stemningen på Kjær & Sommerfeldt. Når der er så mange gode whiskyer at vælge imellem så prøv en anden før denne. (83)

Der blev serveret i store destillatglas som blev varmet i hånden før smagning.

Glen Garioch 21 år

Anders: Aftenens næstældste deltager klarede sig rigtig fint. Murray var ellers ogsÃ¥ lidt modstander af det med at have maltwhisky til at ligge og koge i tønderne i Ã¥revis – ”det ødelægger bare den fine smag med overvældende træ-noter,” mente han. Glen Garioch her beviser dog, at det ikke nødvendigvis behøver, at være sÃ¥dan. Fed, sød honning med kun en smule træ i munden, efter en drillende, næsten legende mint-note i næsen. (84)

Jens: Et af de destilleri der rigtig voldtørvede sin malt i gamle dage. Derfor var det ikke meget vold egetræet havde udøvet mod Glen Garioch i denne flotte whisky. Der var lidt honning og en dyb tone der banede vej for en næsten kulagtig stensmag. Meget smukt. (83)

Morten: Det er ikke en kvalitet i sig selv at en whisky er gammel. Tvært i mod kan det nogle gange være en ulempe. Her har fadet dog kun gjort whiskyen godt. Den lange lagring fornægter sig ikke i næsen, der er lidt træagtig. Smagen er afbalanceret med lidt honning. Flot lang finish. (90)

Pappy van Winkles Family Reserve Bourbon 20 år

Anders: Og sÃ¥ til aftenens ubestridte darling. Den 20 Ã¥r gamle Pappy Van Winkle strøg lige ind i mit whisky-hjerte med sødt træ, karamel og en fed, mørk dejlighed. En amerikansk bourbon, der jo ellers ikke lige er KWP’s speciale, men som nu har været med til at bevise, at vi nok skal være mere large med vores smagninger. Man kunne snildt pitche denneher bourbon i konkurrence med Highland Park, Springbank 12 og et par andre af de gode skotske single malts, og sÃ¥ sidde og være lidt nervøs for udfaldet.... (90)

Jens: Holy moly! Jeg havde regnet med at en bourbon, der havde ligget i tyve år ville blevet fuldstændig smadret af egetræ, men Pappy's Bourbon har på en eller anden måde overlevet tidens tand. Massiv sødme og masser af wood i whisky der oser langt væk af god tobak og hot honning. Virkelig mægtig og superspændende. (89)

Morten: Prøv ikke at udtale navnet på denne bourbon efter at du har fået en par gode store glas. Nyd i stedet den klassiske lidt søde bourbonsmag, som leder tankerne hen på en af Mississippi floddamperne fyldt med storrygende pokerspillere. De har nu noget specielt over sig og jo mere jeg drikker de her bourbons, jo mere kommer jeg til at lide dem. (85)

Anders lytter andægtigt.

Yoichi 12 år

Anders: Og så skulle vi tilbage til Japan og en af aftenens større oplevelser. Dejlig sherry og tørv i næsen fra Solens Rige-malten, og dejlig sød varme i smagen. Det var især denne Yoichi der afgjorde, at KWP nok engang bør lave en international smagning med single malts fra hele verden. Der var ikke så meget at sige til den, ellers, den smagte bare godt! (88)

Jens: Endnu et Nikka ejet destilleri, som Jim Murray i den grad svømmede hen over, og nærmest kaldte verdens bedste destilleri. Og Yoichi var ganske rigtig supermundgodt. Der var komplekse lag af sherry og tørv i næsen når man svingede denne dram i glasset. Smagen mere maltet og meget meget tør med let tørverøg oppe under drøblen. Superafklaret whisky, men verdens bedste... no way josé! (85)

Morten: Hvis Sendai var den gode Toyota, så er Yoichi en Lexus. Den brænder umiddelbart på tungen, men går hurtigt over i en på en gang mild, kompleks og rund smag. Smager afrundes med en lang eftersmag af tørv og træ, som i nogle af de bedste Islay whiskyer. Kampai siger jeg bare. (94)

Bruichladdich 15 år

Anders: Det skulle egentlig ha’ været en 10 Ã¥r gammel B-boy, men Murray sÃ¥ til sin glæde, at Singlemalt.dk rÃ¥dede over den 15 Ã¥r gamle version, sÃ¥ den blev det istedet. Dommen fra manden selv lød: ”En velbalanceret whisky med svage noter af rosin, men ellers svær at placere.” Jeg selv var dog stadig allermest imponeret af tricket med at hÃ¥ndvarme glasset og whiskyen inden smagning, sÃ¥ drammene formelig osede af duft og dejlige toner! Bruichladdich selv? Tja...en god lang eftersmag, men ellers ikke noget særligt. (81)

Jens: En herlig dram denne nye laddie, som Jim Murray roste til skyerne. Den starter salt i smagen. Så bliver den let bitter med en oliet sødme og træede toner, der bliver ved i en super super lang finish. Langt mere interessant end tidligere aftapninger fra før destilleriet genåbnede. Velkommen tilbage. (87)

Morten: Det vestligste destilleri i Skotland er altid et besøg værd og efter at have smagt den i selskab med whiskysmagernes konge, glæder jeg mig til at smage på den flaske jeg selv har stående der hjemme. God og spændende smag, der har strejf af skumsprøjt og en eftersmag der bliver ved. Meget velafbalanceret. (92)

Murray fortæller anekdoter fra toppen af balkonen.

Sendai 12 år

Anders: Og sÃ¥ til KWP’s første ekspedition til det japanske – et land man nok bør besøge igen, ellers. Sendai’en her var dog ikke SÅ overbevisende igen, men havde fine, lidt skarpe bølger af saltet malt, som bÃ¥de gik igen i duft og i smag. (78)

Jens: Det er en ret spids sag, der gemmer sig i den lækre japansk-kaligraferede flaske fra distillerigiganten Nikka. Når man skvulper den rundt i munden afgiver den let let røgsmag i takt med at malten vokser i munden, for til sidst at give plads til en varm sødme. En flot whisky i Speyside-stil. (85)

Morten: De kan altså andet end producere Toyotaer og elektronik på de vulkanske klippeøer, som hedder Japan. Og selvom Japanerne næsten går for teknisk til værks når man læser om hvordan de til mindste detalje efterligner whiskyproduktionen i Skotland, så er resultatet ikke til at komme udenom. Salt og bølgebrus kommer ganen i møde og lukker man øjnene, så står man på en bakketop i det østlige højland. (90)

Auchentoshan Three Wood

Anders: Auchentoshan Three Wood har jeg jo selv haft stående på hylden derhjemme før i tiden, og jeg har egentlig altid godt kunnet lide den. Murray var ikke så begejstret for alt det der lagrings-hejs med forskellige fade og sådan, men jeg synes nu stadig at lavlanderen holdt ok, uden dog at imponere. Varm sødme, men måske i eftersmagen for meget bitterhed. (78)

Jens: Jeg har aldrig været den store fan af lavlandsklassens kraftige dreng, Auchentoshan, og deres 3 i en wood finish whisky kom heller ikke så heldigt i hus i aftes. Der var noget surt i næsen, der skæmmede den ellers lovende sødme som portvins- og sherry-fadet havde efterladt i drammen. Og der var ganske rigtigt en væmmelig sur træsmag, der skæmmede balancen i denne aftapning af Auchentoshan Three Wood. Det er sket et par gange efterhånden, at jeg har drukket sherrylagrede whiskyer, der var ødelagte. Det er mangel på de gode sherryfade, så industrien bruger revl og krat. (72)

Morten: Sidst jeg smagte denne whisky var på Kruts Carport og der smagte den heller ikke godt. Har en spøjs og lidt anonym næse. Den brænder på tungen, har ingen eftersmag og er lidt bitter og kedelig. Aftenens største skuffelse som ikke er en god repræsentant for de ofte undervurderede lavlandswhiskyer. (76)

Bowmore 17 år

Anders: Bowmore 17 var den sædvanlige gammelkendte Bowmore, med medicin, tørv, salt og så videre. Jeg synes dog, at sødmen var mere fremtrædende i smagen end den plejer, og eftersmagen var på det nærmeste ikke-eksisterende. Trist nok. Trods denne mangel holder Bowmore dog som altid hele vejen ned i glasset og tilbage igen med sin drengede charme og særegne karakter. (85)

Jens: Ooooh at sætte tuden i denne superklassiske 17 års Bowmore. Salt og frugtige estere danser med tørv og rabarber. Og sødmen i smagen der komplekst ivæves tørvenoter og den klassiske let kolde tone af noget medicinsk som ibor enhver god Bowmore. Ikke så lang finish - men så kan man jo bare drikke igen. (88)

Morten: Bowmore er godt på vej til at blive mit favorit destilleri på Islay, for jeg har efterhånden smagt mange gode whiskyer her fra. Der synes heller ikke at være nogle svipsere, som f.eks. Springbank har det med deres c.v. og 10 års aftapning. Denne Bowmore dram rummer røg, sødme og frugt i det samme glas. Eftersmagen er kort, men præcis hvilket giver whiskyen en god balance og karakter. Aftenens bedste. (96)

Ledaig 15 år

Anders: En ø-whisky uden den store ballade, sÃ¥ vidt jeg husker. En smule tørv i næsen, en sødlig røgsmag pÃ¥ ganen. Mindede lidt om en voldsom Volvo, i Allan Mortensens musikalske fortolkning: ”Vild pÃ¥ varme, brede dæk - Tak for i aften, og hurtigt væk!” – men bare uden det med dækkene...desværre. (79)

Jens: Tobermory's sære tørvede lillebrorwhisky er lidt af en kultdram. Noget af det bedste whisky der findes sagde Jim Murray. Og jeg synes egentlig også at tørvewhiskyen fra Isle og Mull var flot. Der var virkelig blød tørv og salt i bouquet'en og denne sødme fyldte kraftige tørv blandedes med en oliet tone der klingede på noget bittert i finishen, som skabte en rigtig flot balance. Rigtig god. (87)

Morten: Det er altid spændende at stikke snudeskaftet hen over en ny ødram. Og Ledaig fra Isle of Mull er bedstem ikke det værste man kan udsætte sin næse for. Dufter blomsteragtigt med en snært af røg. Smagen er kraftig maltet, hvilket giver whiskyen er god generisk smag. Ikke dårlig. (86)

Ben Nevis 26 år

Anders: Aftenens gammelfar, den 26-årige Ben Nevis fra højlandet kom i en tønde-styrket udgave, og det var nok det der skulle til for at råbe de efterhånden godt lammede ganer op. Den 11. whisky i række til en smagning skal altid lige gøre det ekstra for at få opmærksomhed. Men det klarede Ben Nevis i fin stil. Stærk sødme, små hints af rosiner og en anstændig eftersmag bragte Ben Nevis tæt på opløbet uden dog at række til en medalje. (84)

Jens: Den sidste dram for denne gang, var nok aftenens kedeligste. Der var en tydelig træsmag, men på den gode måde, der balancerede en let flygtig sødme, der dog i denne cask version var holdt rigeligt fyrig af de høje spritprocenter. Ben Nevis er klar set bedre. (78)

Morten: Efter den store whiskyens vendensomsejling under havet, er det nu helt rart at havne tilbage på Skotlands højeste bjerg, nyde duften af højlandet og den velkendte maltsmag. Lur mig om der ikke er noget bourbon i næsen, men det kan skyldes eftervirkningen af den foregående bourbon dram og det faktum at jeg nu er i gang med min dram nummer 11. (88)


Smagning 20 in memoriam

Anders: Det var en fantastisk oplevelse at blive guidet gennem hele 11 dramme under den kyndige whiskysmager Murray's vidende vinger. Fra det geniale tip med at håndvarme maltene til hans selvironiske kommentarer om at blive fanget på toppen af en japansk lagerbygning var manden en omvandrende bombe af viden, anekdoter og først og fremmest kærlighed til whisky. Nu mangler vi så bare at tage en tur med Michael Jackson, så er vores whisky-lykke gjort.

Jens: Jeg kan næsten ikke få armene ned. Hold kæft det var fedt. Kjær og Sommerfeldt er bare en endnu hyggeligere whiskyforretning når man har fået 11 monstrøse dramme inden for vesten. Gæt hvem der ikke spyttede ud i de der triste sjattespande arrangøren havde sat frem. Aftenens oplevelse, ud over superoplagte Jim Murray, var klart Pappy's 20 års Bourbon. Jeg har aldrig smagt en Bourbon som den. Det var virkelig et scoop. Det var også sjovt med de japanske, men jeg synes nu de manglede lidt karakter. Og så Bowmore 17 års... det er så smuk en whisky. Man får næsten tårer i øjnene.

Morten: Hvilken aften. Hvilken rus. Hvilken oplevelse. Hvilke rammer. Beslutningstiden var ikke lang da undertegnede blev klar over at whiskysmagernes konge Jim Murray kom til kongens København og ville lede en smagning hos Kjær & Sommerfeldt med hele 11 whiskyer. Rammerne var perfekte i form af Kjær & Sommerfeldts butik. Jim Murray levede også fuldt op til forventningerne i det han gav den hele armen for de små 30 whisky entusiaster der var mødt op til en uforglemmelig aften. Samtidig gav det prædefinerede felt en nem undskyldning til at tvinge Anders til at inddrage andet end Skotske single malts i KWPs smagninger og det tror jeg ingen fortrød. Aftenens ubetinget største positive overraskelse var de japanske whiskyer, som virkelig demonstrerede at de kan være med blandt de bedste whiskyer. Samtidig var det en utrolig oplevelse at se Jim Murray på slap line. Endelig var det en fornøjelse at smage på whisky fra så mange forskellige egne af verden og opdage at man ved at smage på forskellige typer af whisky åbner øjnene op for nye smagsnuancer hos ellers kendte whiskyer. Så skal Jim Murrays trick med at lægge en hånd over glasset i stedet for at tilsætte vand have ros for at have ændret min måde at drikke whisky på for bestandig.


blog comments powered by Disqus