Smagning 13

På denne side:
Hos Jens 17/11-2000

Vi åbnede ballet med en Lagavulin Double Matured, et af Jens' vilde indkøb fra en lufthavnstur sidste år. Det gik stille og roligt derudaf, og ganerne blev langsomt åbnede. (Selvom et par af deltagerne tilsyneladende havde varmet godt op med en flaske vin eller tre, mens andre havde trodset vind og vejr for at drage til Smagning på Frederiksberg.)

Det blev en smagning lidt til højre og venstre, men det kan jo ikke slå det rutinerede panel af banen. Vi er altid klar på en udfordring, og selvom der går længe mellem de deciderede overraskelser, så er vores smagsløg altid åbne og på jagt efter nye oplevelser.

KWP længe leve!

PS. På grund af video-problemer (læs Mortens In Memoriam neders), stammer fotodokumentationen på denne side fra opdateringen af KWP Smagning 13...


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
Bowmore 12 år90919088
Ben Nevis 199079847676
Lagavulin 16 år86898486
Auchentoshan Three Wood84878282
Glengoyne 17 år81827884
Glenkinchie 10 år78757880
Glenfiddich Solera 15 år86858785
Bowmore Darkest91899093
Glenlivet 15 år79817879

Smagsnoter

Morten demonstrerer glad sit kendskab til webprogrammering, da KWP opdaterede kwp.dk med Smagning 13.

Bowmore 12 år

Anders: Hej ho, Bowmore! Suset fra medicinskabet slår til igen! Den sødlige plasterduft er ved at være helt klassisk og et godt gammelt bekendtskab. Den er simpelthen fuldstændig unik. Smagen er også yderst speciel og meget overvældende, men har altså også sin egen charme. En love it or leave it-whisky som vi har valgt at elske. (91)

Jens: Ja hvad kan jeg sige. Bowmore 12 års er bare for fed. Virkelig en oplevelse at drikke, med eksplosioner af mærkelige noter, som kun matches af Springbank 12. Det hele ruller ud af glasset. Røg, jod, frugt, salt, tang. Bowmore er virkelig en klassiker. (90)

Morten: Bowmore ligger i hård konkurrence med Ardbeg om at være mit ynglingsdestilleri. 12 års udgaven, står som noget helt særligt, fordi den rummer masser af oplevelser og samtidig er forbavsende billig. Suset fra Bowmore gemmer medicin og hæfteplaster i næsen og for at få Falckkassen til at gå op i en højere enhed, er der jod og medicin i smagen. Bowmore 12 års holder bare, mere er der ikke at sige til det. (88)

Ben Nevis 1990

Anders: Den dufter underligt, denne dram, men jeg kan godt følge Jens' ting om kaktus og tequila. Den smager til gengæld en hel del bedre end den dufter, på sådan en lidt tåget måde. Den har en mørk ting gående, men er samtidig også lidt skarp i det. Jeg tror min tunge savner sin Bowmore, og derfor giver den ikke mange informationer fra sig. Men bjergwhiskyen er da hyggelig nok. (84)

Jens: Skotlands horn bølgede med kaktus og tequila i næsen med en bilugt af chokolade. Og det lyder selvfølgelig vældig interessant, men mest af alt var det bare utrolig rodet, med tung malt og skovbær i en lidt kedelig pærevælling. Den var klart bedre sidst. (76)

Morten: Jeg er glad for min Ben Nevis, men det var som om at den ikke rigtig ville noget i aften. Den dufter af Tequila og sur karklud med et strejf af chokolade. En noget aparte cocktail. Smagen er sur med lidt malt i finishen. Lidt skuffende i forhold til den runde chokoladesmag jeg er vandt til. (76)

Lagavulin 16 år

Anders: Lagavulin virker meget blid og lys i næsen, og den er ret sød i det idag, med malttoner der blander sig med den svage røgsmag og lidt tør jord på tungen. Det er ikke aristokrati som jeg husker det, og jeg er ikke fri for at føle mig en lille smule skuffet, selvom den jo stadig smager rigtig godt og viser gode takter fra fordums tiders storhed. (89)

Jens: Den er jo så smuk Lagavulin, og med en god sødme i næsen. Der var også en god lille lersmag i den sædvanlige pebrede, røgede Islaysag. Måske anede man lidt parmesan og farin i eftersmagen. Men ikke så karakteristisk som vi kender den, gode gamle Laga. (84)

Morten: Lagavulin har en dejlig sød næse, som står i god og skarp kontrast til dens kraftige smag. Når først whiskyen kommer over tungen, møder man en blanding af jord og træ med en let bitter eftersmag. Ikke det store sus jeg husker, men absolut en god sjus. (86)

Jens kaster sig bagover i ren begejstring over at være KWP's kodeabe par exellence...

Auchentoshan Three Wood

Anders: Karamel og træ bølger os i møde på Auchentoshans bløde bølger. Smagen er mørk og sød og dejlig, som en Highland Park på udflugt til lavlandet. Farven er også værd at notere sig - smuk, og rødbrun og dyb. Men den fader måske lidt hurtigere end man kunne ønske sig. Og måske er der lidt bitter smag derinde, som en Panodil på tungen, som ikke er blevet skyllet ordentligt ned... (87)

Jens: Det ellers lidt kedelige Lowlanddestilleri Auchentoshan har med denne tripplelagrede single malt ramt hovedet på sømmet. Her er der pludselig karamel og træ i næsen til at akkompagnere dens smukke mahognikulør. Der er træ og bitterstoffer i smagen der klinger på en all time Jensefavorit - sød lakrids! (82)

Morten: Lowlandswhiskyer har deres helt egen karakter af mild malt, men overraskelser i. Har mener jeg at Auchentoshan er en god ambassadør for distriktet. Har en rar næse af karamel og træ, som nærmest insisterer på at whiskyen skal smages. Smagen er let bitter og har en kort finish. Dufter nu bedre end den smager. (82)

Glengoyne 17 år

Anders: Duften er lidt af en menu. Rabarberkompot med chokoladebudding og en lille portion øllebrød som sideorder. Men desværre smager den en hel del mere behersket, som hengemt brød og ikke ret meget andet. Stik modsat sidste gang vi stak næsen i glasset hos highlanderen her. Men sådan kan det gå. Glengooing er ikke så meget 'gooiinggg' som 'plåk'. (82)

Jens: Ja, det er frugtgrød. Jordbærgrød light for at være helt præcis! Og Glengoyne har også lidt sandeltræ og mandel der vimser. Men det er en kort fornøjelse. Som så mange andre små destillerier så lader Glengoyne sig totalt overdøve at en hardcore maltfinish, som jeg ærligt talt finder en uendelig bondsk og kedelig. (78)

Morten: Whiskyen med et navn, som minder om en spiritusprøve, leder tankerne hen på lakmus og frugtgrød når der snusens til den. Har en klar smag af peber, som overrasker med en maltet finish. God til en fisketur i koldt vejr. (84)

Glenkinchie 10 år

Anders: Jeg kan altså dufte metal i denne mærkelige whisky. Og syntetisk kløverduft, hvis man kan forestille sig noget sådant. Glenkinchie er en stram, straight, lidt skarp whisky, der slutter kort og afstumpet med den sædvanlige malt. Lidt for enkel, lidt for kedelig og lidt for tynd til min smag. (75)

Jens: Den er uendelig straight og dejlig simpel og det er det bedste man kan sige om Glenkinchie. At United Distillers sælger denne her i deres Classic Malt serie er simpelthen en total misforståelse. Efter sigende er det vist også mest fordi destilleriet ligger meget tæt på en praktisk motorvej. (78)

Morten: Ja, jeg duftede lige efter en ekstra gang, da jeg tydeligt blev mindet om en bøtte med papirklips ved at dufte til Glenkinchie. Papirclipsen bliver bakket op af mild chokolade og så er man klar. Meget malt i smagen som næsten går over i øllebrød i finishen. Lidt kedelig whisky, som ikke overrasker nok. (80)

Anders fremviser stolt sin Bowmore Darkest. Det seneste indkøb og den ærefulde vinder af Smagning 13.

Glenfiddich Solera 15 år

Anders: Blidt og godt dufter denne 15 år gamle luksus-fiddich. Mest af vingummi faktisk, og det føles lidt som at stikke næsen ned i en pose fra BonBon. Men smagen er klassisk - indtil eftersmagen melder sig. Hvad fanden er det, spørger jeg mig selv uden helt at få svar. Måske er det simpelthen sherryen der slår igennem. I hvert fald er Jens investering dejlig til prisen uden ligefrem at blive en klassiker sådan lige med det samme. (85)

Jens: Nyindkøbt i Juuls Vinhandel og et af de bedre whiskyindkøb i nyere tid. Glenfiddichs mærkelige Solera-princip giver en meget fin Speysider med lidt lys chokolade og en fin rund varme som stadig har den mildhed som kendetegner en Glenfiddich. (87)

Morten: Det var med megen spænding at jeg satte næsen til denne luksusudgave af Glenfidich. Kan de nu også lave en whisky med lidt krummer i, de der fra Glenfidich? Og jo, den er nu ikk' så ringe endda. Er blød som bamseline i næsen, som går over i noget som minder om en ostekælder. Meget let i smagen uden at være kedelig. Forsvinder hurtigt i finishen, som sin lillebror. (85)

Bowmore Darkest

Anders: Denne min nyeste malt har en meget smuk farve, især når den står foran et stearinlys. Den er ikke helt så pågående i duften som sin fætter, men den er umiskendeligt Bowmore. Også i smagen, hvor den bare er dybere og fyldigere, men knap så skarp og mere velafbalanceret. Uhmmmm, jeg er glad for mit Heathrow-køb. Dis is da stuff! (89)

Jens: Jeg ved ikke hvor gammel Bowmore Darkest er, men den er bare alt hvad man kunne ønske sig af en lidt ældre Bowmore. Med en afsindig smuk rødbrun farve tonser den der ud af i den klassiske medicin og frugtsødme kombi. Der er en virkelig intens efterbrænder på. Og alt står stadig klart og tydeligt. Det er ikke som med så mange andre ældre malts hvor glemselen og kedsomheden har sneget sig ind sammen med rundheden og fylden. (90)

Morten: Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bedst lide mørke whiskyer og Bowmore Darkest er virkelig en mørk satan der vil noget. Har en noget mere afdæmpet næse end 12 års udgaven, uden at der er tvivl om slægtskabet. Det er som om at medicinduften er blevet blandet om med lidt røg. Smagen er mere rolig end Bowmore 12 og det klar faktisk whiskyen. Jeg kan derfor kun opfordre til at tage en svømmetur i denne mørke drik. (93)

Glenlivet 15 år

Anders: Den gør ikke meget væsen af sig i næsen, den nye teenager-Glenlivet. En standardagtig sødlig maltting plus lidt duft af snaps, når man mærker efter. Den ligner temmelig meget sin 12-årige slægtning. Og det er jo OK, men ikke exceptionelt på nogen måde og whiskyen er drikkelig uden at være spændende. Lidt for generisk whisky-agtig. Vi husker 12-eren som bedre. (81)

Jens: Mortens havde gudhjælpemig en lånewhisky med til smagning, men eftersom den var fra The Old Firm i Speysides hjerte, så gik det lige an. Nå hvad har 3 års ekstra lagring givet denne klassiker. Hmmmm, ikke alverden. Den var dejlig fin og mild i smagen. Men nogen af de græsagtige toner og ferskennoter i næsen der præger 12'eren, dem havde fadet altså snuppet. (78)

Morten: Som en japansk ultra light cigaret, der hedder "Mild Seven", dufter Glenlivet ikke af meget, men det bliver til lidt kaffe til sidst. Noget straight i smagen, som er meget arketypisk whiskyagtig, hvis en whisky da kan være det. Efterhånden breder træ og malt sig i en jævn symfoni. Lidt kedelig i forhold til mine forventninger. (79)


Smagning 13 in memoriam

Anders: Det var søreme længe siden, men nej hvor var det rart at få snuset til glassene igen. Det var lidt af en første gang for mange ting, denne aften. Det var fx første gang, at Jens lagde hus til en smagning, og så var det første gang at en smagning blev bivånet af andre end panelet selv. Og hvad blev de så vidne til? Jo, et panel i storform, først og fremmest, men også til en samling whiskyer af højst blandet karakter. Der var en klar vinder, nemlig Bowmore destilleriet, og bestemt nogle gode oplevelser, men altså også nogle kedeligt almindelige dramme. Og så en god lektion i det faktum, at whiskyer smager højst forskelligt fra gang til gang. Det er altid godt at huske.

Jens: Det var en lidt overrendt whiskysmagning hjemme hos undertegnede. Normalt fordrer smagninger total ro og fordybelse, men denne aften vimsede min kæreste Eva og Anders ' far rundt og kiggede smilende og lidt vantro på os, så man blev en lille smule selvbevidst. Men det var bestemt en god aften. Bowmore var virkelig i topform i aften og så er jeg glad. Det destilleri ligger sikkert på min top 5 all time super skotske destillerier liste - på en 3. plads vil jeg sige. Men også gode præstationer fra Glenfiddich som visse whiskysnobber (og jeg nævner ingen navne Anders og Morten) har haft så travlt med at rynke på næsen af. Dur ikke væk. Ha! Solera rules!

Morten: Ved denne smagning 13. hvor Jens oven i købet lukkede dørende op for KWP's broderskab, var der virkelig lagt op til det helt store hightech sus. Vi havde et digital videokamera med til at optage live klip, som kunne lægges på kwp.dk. Men efter at have set klippene igennem i ædru tilstand, blev det hele slettet på mystisk vis. Konklusionen er da også klar - KWP gør sig bedst på stillbilleder. Ellers en smagning, hvor Bowmore manifesterede sig som et destilleri i særklasse.


blog comments powered by Disqus