Smagning 11

På denne side:
Hos Morten 25/03-2000

Denne aftens smagning var altsÃ¥ nummer 11 i KWP’s efterhÃ¥nden 1 Ã¥r lange, glorværdige levetid. Vi har haft vores første temasmagning, over Islay-dramme, vi har genopført panelets første smagning ved et-Ã¥rs-eventen i januar, og vi er efterhÃ¥nden ved at være ganske rutinerede i at afholde en smagning. Vi opstiller flasker, aftaler en rækkefølge, arbejder os igennem feltet og tager noter som om vi aldrig havde bestilt andet.

Og alligevel er alting nyt til hver eneste smagning. Whiskyerne åbenbarer altid nye sider af sig selv, og hver eneste nye kombination af skotske maltdrømme giver nye oplevelser fra sig. Whiskyernes verden er og bliver forunderlig, og trods de indarbejdede smagningsritualer bliver vores mødeaftner aldrig til sur rutine.
KWP længe leve!


Resultat af smagning

WhiskyRatingAndersJensMorten
Ben Nevis 199084818486
Balvenie DoubleWood83838481
Brora 198279788080
Clynelish 24 år82818084
Speyburn 10 år79777782
Glengoyne 17 år82788483
Strathisla 12 år80788281
Dallas Dhu 197983818485
Glenmorangie 197186838887

Smagsnoter

Panelet in action i en fuldstændig naturlig poseren...

Ben Nevis 1990

Anders: Hvor er duften af Ben Nevis dog mærkelig! Kakao og eddike og noget tredje, som er mig ganske ubeskriveligt. Chokoladesødmen fortsætter i smagen, men fulgt af noget andet, stærkere, der også unddrager sig en præcis beskrivelse. Men det er noget lidt skarpt og bittert - som om den bærer nag til nogen. Måske ham der designede etiketten... (81)

Jens: Ben Nevis er opkaldt efter den store snude af et bjerg i hjertet af Skotlands højland. Og når man får sin egen snude i den lugter det lidt af sure lædersko, med god kvalm skarp sødme. Og så siger det wooof med kakao og malt på tungen, og så lidt rosinbitterhed i finishen. Det er rigtig sært og godt på den der lidt spøjse måde hvor man ikke er sikker på hvor meget der er ren spænding og hvor meget der er ren kærlighed. (84)

Morten: En foræring fra Anders som betaling for webhotellet til kwp.dk, så jeg var selvfølgelig spændt på om Anders havde købt nogle gode sager. Jeg må sige at jeg absolut ikke blev skuffet. Cadenheads har fin næse af cacao, Baileys, gammel sur mælk og et strejf af medicin. Det lyder måske en anelse mærkeligt, men det skal prøves. Smager godt af rosiner og flamberede blomner. Et spændende sus fra Ben Nevis. (86)

Balvenie DoubleWood

Anders: Sidste gang fik Balvenie på puklen for at være kedelig, men idag revancherer dette Speyside-destilleri sig. Den har taget smuk farve af sine to tønder, og den blafrer rabarbersødt & friskt i næsen. Balvenie har også hints af noget honningkage, der pirrer og undrer ved sidste snøft. I munden overrasker whiskyen positivt ved at være kraftig og mørk, og ved at afslutte med en nøddeagtig bitterhed i finishen. Nice comeback, Balvenie. (83)

Jens: Double Wood er et meget sødt og dejligt bekendtskab. Jeg har ellers ikke været så begejstret for destilleriets andre aftapninger, og har egentlig også kigget lidt skævt til denne her hjemme på hylden. Men med fin karamellisk kagesødme i næsen og behagelig toffee og nøddeflavour på tungen, der ender i lidt rosin og træ, så må man tage hatten for Balvenie. (84)

Morten: Balvenie har en flot farve, som den ligger der i glasset og flyder rundt. Næsen er god og sød, som rabarbergrød med vanilie kombineret med et strejf af luftig honingkage af den slags man kan købe i plasticbakker i supermarkedet. Selve smagen er som træ med en nøddeagtig bitterhed i finishen. Venter man længe nok er der også en snert af svedsker. Det klær virkelig Balveinie med det ekstra fad. (81)

En dybt koncentreret Morten forsøger at hælde en passende dram op... Han er jo ellers kendt for at fylde glassene til randen.

Brora 1982

Anders: Det ER jo ved at være sæson for grønne sager, og jeg kunne i Broras gamle single malt glædes ved duften af friske ærter i bælg. Men da det kom til smagen trængte medicinen sig på til min vage undren. Ellers har Brormand en evne til at unddrage sig en præcis karakteristik, og det trækker en anelse ned for denne Gordon & MacPhail-aftapning. (78)

Jens: Nu lukkede Brora har en fin rask duft når man snuser til den. I smagen har den en karakteristisk nordlig kradshed med et pift af medicin og lidt varm oliesmag, der går over i græs. I finishen er den bittersyrlig. En flot dram synes jeg. (80)

Morten: Brora har en spændende næse af ærtebælge og medicin. En kombination jeg endnu ikke har været ude for. Smager godt af malt og træ med en spændende tone af tyk bark. Endelig rundes smagen af med en stemning af vådt brændt træ ligesom et gammelt regnslukket lejrbål. (80)

Clynelish 24 år

Anders: Det er stærke sager det her! Rådden blommeduft bølger mig i møde båret af de 61.3%, og dernæst følger en fornemmelse af afbrændte smagsløg. Clynelish er varm og lidt sød - og meget mere smag får jeg ikke ud af af denne hårde svend i aften. Selv med lidt vand giver den ikke så meget - men whiskyen ender med point for sine barske, men charmerende råstyrke. (81)

Jens: Clynelish er en af de der rigtig hårde fætre der tromler en med sin rekordhøje spritprocent. Men prøv at hælde lidt vand i den. Så dukker der pludselig noget blomsteragtigt og parfumeret frem. Det, der er kraftig varmt og sødt ved 60 procent sprit, bliver pludselig til mandel med lidt bitter bærsødme. Meget forunderligt. (80)

Morten: Mit første møde med Clynelish var hårdt og brutalt og den skrappe dram har ikke ændret sig meget siden. Den har en interessant næse af brændte figner indhyldet i en tung sødme. Når først Clynelish når ganen er en stærk som bare fanden og har en markant bitterhed i finishen. Lidt som at tygge på en vindrue kærne. Den giver virkelig hår på brystet, så server den ikke for en pige du holder af. (84)

Speyburn 10 år

Anders: Spey burn, baby, burn. Men det gør den nu ikke. Den er tværtimod blød og mild grænsende til det selvudslættende. Speyburn smager såmænd ikke så tosset, men bare ikke af så meget. En stille og rolig tøsewhisky - lige til at hælde på müslien... (77)

Jens: Der er lidt lakridsrod og noget sur most eller sådan i næsen på Speyburn. Men der er ikke så meget smag i den. Der går nærmest helt lowland i den med et et lille whiff rosinsødme. En mosterwhisky hvis jeg skal være lidt grov. Faktisk lidt af en blendwannabee hvis jeg skal være rigtig grov. (77)

Morten: Speyburn har en næse af salmiaklakrids og smager lidt som whiskyens svar på Carlsberg Ice, men på en god måde. Har træ og god bitterhed i finishen. God og morgenmild morgeuwhisky fra Speyburn. (82)

Anders stirrer mistænksomt op fra noterne på sin WorkPad da han overraskes af Mortens flashende arve-kamera.

Glengoyne 17 år

Anders: Man får en lidt anonym duft her oqså fra Mortens seneste importwhisky. Men Glengoing overrasker i smagen, der er rund, sød & god. Et eller andet sted mellem Dallas Dhu og Highland Park 12, hvis man kan følge mig... Men som Speyburn, der ikke rigtig sparkede fra sig, så er der heller ikke meget dunder og brag i Glengoing. En stille-whisky på den gode måde. (78)

Jens: Uhadada, den var ikke så dum. Glengoyne er noget rigtig sødt kræs, hvis I vil høre min mening. Jeg tror at det her er en rigtig scorewhisky. Den er ikke så indviklet, men der banker et godt varmt og kælent hjerte der hvor det tæller. (84)

Morten: Jeg er egentlig ganske godt tilfreds med mit seneste whiskykøb fra Whiskys of the World in Kastrup lufthavn. Det er nemlig en god straight whisky med en klassisk smag af malt og træ. Næsen var lidt svær at definere. (83)

Strathisla 12 år

Anders: Vi fortsætter rækken af lidt vage duftindtryk med Strathisla. Men hvad den mangler i næsepirring har den som de øvrige til gengæld i smagen, der er ret kraftig og mørk og rar. Strathisla udmærker sig i øvrigt ved at være feltets eneste kantede flaske, og den slags ydre indtryk skal man efter min mening ikke undervurdere. Jeg letter på min whisky-hat for Strathisla-destilleriet, der på den måde går sine egne veje... (78)

Jens: Strathisla er rigtig rigtig cool, synes jeg. Den er sådan lidt let pebret og spicy med en udvikling hen mod det græssede og bløde karamellede. Den er helt klart på min all time greatest "tag med på øde ø top 5" over speysidewhiskyer. (82)

Morten: Strathisla har en næse af chokolade og acetone. Smager meget mildt med malt i finishen. Mangler virkelig noget temperament og personlighed til at lokke flere stemmer ud af undertegnede. (81)

Dallas Dhu 1979

Anders: Dallas, du er sgu lidt bleg i det, du. Men frisk i duften, det er du. Til gengæld smager du slet ikke som jeg husker dig – eller rettere din 12-Ã¥rige lillesøster. Du er lidt skarp, og slet ikke sød, som jeg troede du ville være. Jens siger champagne, oq det er ikke løgn. Tør er du i hvert fald. Og det er jeg først lidt ked af – men snart indser jeg, at du bare har fundet din egen stil. (81)

Jens: Der er sÃ¥dan lidt frisk hindbærvingummi i næsen pÃ¥ Anders’ seneste indkøb fra hans lille speysidekæledægge Dallas Dhu destilleriet. Men denne her er ikke helt sÃ¥ fantastisk og første pigekyssød som 12 Ã¥rs udgaven. Den har lidt mere kul og medicin, og sÃ¥ er den dejlig tør og nobel. Men altsÃ¥ ikke helt sÃ¥ charmerende. (84)

Morten: Er det Bobby? Er det JR? Nej det er Dallas Dhu. Den har en noget ubestenmelig frisk duft og det er ikke af Texas. Dallas Dhu har en god klassisk whiskysmag af malt og træ med en meget tør finish. Er meget bedre end sin yngre fætter på 12 år. (85)

Glenmorangie 1971

Anders: Whiskyen fra det rigtig gode Ã¥r har en lidt sur ting kørende i duften, men der er ogsÃ¥ noget hyggeligt træ derinde et sted. Og sÃ¥ har den en smuk, dyb farve. I smagen er Glenmorangie virkelig mørk-rund-dejlig, og sÃ¥ kan den forresten ogsÃ¥ finde ud af at hænge i finishen. Jeg kan sgu godt li’ den, for jeg kan da ikke andet end holde af en whisky, der er lagt pÃ¥ tønde i det Ã¥r, jeg selv er født... (83)

Jens: Her kommer så aftenens triumfator. For aftenens forholdsvis bedsteborgerlige whiskyfelt må alligevel give fortabt, når denne ældgamle Glenmorangie nobelt flekser med smagsbøfferne. Uden at anstrenge sig yderligere vinder denne ædle flaske med sin smukke kulør, sin smag af dyr tobak, og de lækre sandeltræsnoter og læderflavour. Guffeliguf. (88)

Morten: Jeg vil altid have et særligt forhold til Glenmorangie destilleriet, fordi Glenmorangie var den første singlemalt whisky jeg smagte. Det er derfor med stor fornøjelse at jeg nyder denne jubilæumsudgave fra 1971, som virkelig viser destilleriet fra dets bedste side. Den har en utrolig flot farve og dufter sødt, som af overmodne syltede æbler. Smagen er solid og bastant. Kort sagt en rigtig god sjus. (87)


Smagning 11 in memoriam

Panelet ta'r tingene nedefra og op...

Anders: En dejlig aften, og en dejlig smagning. Vi havde ladet de tørvede Islay-dramme blive i barskabene, og istedet helliget os en del nye whiskyer, og nogle gamle bekendtskaber, som havde fået lov at samle støv i nogle måneder. En felt, der gav anledning til en masse nye oplevelser, med andre ord, og et felt uden de store klassiske flasker til at trække det tunge læs. Et felt med plads til at nyde de lidt mindre storslåede whiskyer, der jo så viser sig at være ganske glimrende når de ikke bliver kanøflet af fx en Laphroaig Cask Strength. Personligt faldt jeg for Balvenie Double Wood og så genopfriskede jeg det fine venskab med min egen 28-årige Glenmorangie. Det var en god aften.

Jens: Det var jo en dejlig smagning og for en gangs skyld er billederne også blevet til noget, og det er jo fantastisk (forskellige udgaver af Mortens mærkelige arvekameraer har hidtil kostet os en formue i spildte film). Jeg synes at feltet var dejlig nede på jordenagtigt. Ingen havde de rigtig store kanoner med, og det kunne mærkes at de medbragte whiskyer voksede lidt, når de ikke skulle måles mod alle de rigtig store. Aftenens perle i mit felt var den genfødte Balvenie Double Wood, som sjovt nok aldrig har været med til smagning før, fordi jeg var kommet helt skævt ind på den. Nu er den pludselig blevet et kært eje og det er jo fedt.

Morten: Et virkelig spændende felt med masser af overraskelser og whiskyer fra destillerier vi ikke altid stifter bekendtskab med. Her var det f.eks. et virkeligt plus at der ikke var nogle Islay whiskyer med ved aftenens smagning. Det gav ligesom en anden balance i feltet. Cadenheads aftapning af Ben Nevis var aftenens positive overraskelse med Glelmorangies jubilæumsudgave fra 1971, som den sikre og stilsikre vinder. Hvor er det godt at der nu rigtig er taget hul på det nye whiskyår Jeg har på fornemmelsen at det ikke vil gå stille af.


blog comments powered by Disqus