Rating Gennemsnit 90.5000
Max Rating 93
Min Rating 87
Springbank 21 år
Samtlige noter

Den første rigtig dyre whisky i KWP-regi. Da Morten i 1999 diskede 400 kroner ud for en halv flaske Springbank 21, åbnedes dørene for alvor til de store whisky oplevelsers have. Originalen var fyldt med ældgammel Springbank. Masser af det var over 30 år og endnu ældre.

Nu laves den igen. I 1984-89 blev der ikke produceret noget whisky. Derfor blev der hul i produktionen. 1400 flasker lavet i januar 2012. 7 casks af forskellig slags. Det endelige år i ren sherry.

Den nyeste version fra 2012 er meget meget dyrere, og sikkert også umulig at skaffe. Men den vækker skønne minder om den gamle.

Smagning 23

Anders: Den hysterisk dyre 21er kommer i glasset under smagningen, den er nemlig alt for fin til at stå sammen med de andre... Den bringer jo minder frem fra Mortens powershopning... Til gengæld er blingbling-guldetiketten jo helt hen i vejret. Næsen er sherryblommet, men de ekstra år i tønde fornægter sig ikke... Der er virkelig træbund i skidtet. Mørk chokolade og samtidig lidt skovbund. Salt, men igen i balance. En anelse tørv bagerst? Hvor den vinder ift de yngre er på den balancerede kompleksitet, til gengæld mister den måske lidt på den charmerende sødme fx fra 15eren. (90)

Jens: En crazy tud. Amok kraftig. Meget karamel agtig på næsen, og med lidt rå lakrids. Næsten vinøs med tørret frugt og fyldig krydderkage. Kraftig mundfylde. Karamel-agtig. Saltet. Let tørvet, let tobaksagtig. Fantastisk godt ramt. Skøn sherrysmag. Helt ren. (93)

Morten: Smuk farve. Silkeblød næse med sherry, tørrede dadler og figner. Nærmest uendelig eftersmag som en anden Duracell whisky. Smagen rummer masser af nødder, let tørv og orangechokplade. Meget meget lækker. Det nye 21 års flagskib fra Springbank lever virkelig op til forventningerne og er en værdig aftager for deres tidligere legandariske 21 års aftapning. Set i forhold til prisen vil jeg dog overveje et eventuelt køb, især fordi flagskibet nu er næsten tre gange dyrere end sidst Springbank havde en 21 års whisky i handlen. (93)

Smagning 12

Anders: Hvor har denne gamle whisky en flot farve - dyb the-rødlig og smuk! En fantastisk rig duft af madeira eller portvin bølger ens næse i møde fra glasset, og hvor smager den dog godt når man skyller de første dråber ind over tungen! Først og fremmest af træ, som man kunne forestille sig, at gammel, poleret mahogny ville smage - yum yum - men også af rosenvand og traditionel malt. Springbank'en har ikke nødvendigvis haft bedre af at ligge 9 år ekstra i sin tønde - men jeg tror nu alligevel, at den har hygget sig helt fint. (89)

Jens: Det her er også godt. Det er faktisk rigtig rigtig godt. 21 års Springbank er en klassedrik med en supermørk smuk nøddetræskulør og frugt og portvin i næsen. Der er meget træ i denne udgave og så har den en fin fin rosensmag og en dejlig lang karamellisk finish. En sød gammel ærefrygtindgydende hyggeonkel i ædel familie. (87)

Morten: Springbanks 21 års udgave ER altså bare god og smuk, som den ligger der i glasset med sin mørke ravagtide farve og dufter af rigtig god portvin, kransekage, mandler og svedsser. Uhmmmm siger jeg bare. Samgen er tyk og dejlig med masser af rund malt, træ, plastic pose og noget som minder om at tygge i kernehuset fra et æble. Endelig er der den lange og behagelige eftersmag. Spændende og virkelig god. Springbank har reddet æren og mere til. (91)

Smagning 2

Anders: Et imponerende møde med sand storhed. En øjeblikkelig favorit hos alle. En whisky, der simpelthen smager godt – og gør det længe. Ikke sÃ¥ meget ballade, bare mørk, blød, rund og dejlig. Hvis flere kvinder var som denne whisky... (ingen rating)

Jens: Ejakulation, var min første tanke da aftenens suveræne triumfator rullede over mine smagsløg. Med en eftersmag i marathonklassen æder denne drik sig helt ind i det inderste af dit hjerte. Springbank smager bare godt! Den har en god rund karakter, uden at overdrive enkelte smagsnuancer. Den her bliver svær at slå! (ingen rating)

Morten: Jeg havde selv store forventninger til Springbank 21 års, da jeg bragte den med til aftenens smagning og den indfriede dem alle. Den smager virkelig godt og satte det ellers Islayliderlige panel til vægs. Springbanks gode smag bliver også bare ved og ved og ved, som et whiskyens Duracell. (ingen rating)





Hvad synes du om Springbank 21 år?:

blog comments powered by Disqus