Rating Gennemsnit 84.1667
Max Rating 91
Min Rating 78
Springbank 10 år
Samtlige noter

Springbanks standard aftapning i disse år. Den mest sælgende Springbank whisky. Sælges i 47 lande. 70% bourbon. 30% sherry cask. Et væsentligt løft fra den tynde bourbonprægede 10er som hærgede hylderne omkring år 2000. Til 395 et af de absolut bedste whiskykøb.

Smagning 23

Anders: Den nye standard-dram. Det kommer jeg nok aldrig til at tilgive, for 12-års tingen fra slut-90erne var en total Hall-of-famer, men...jeg må nok efterhånden indrømme at den slet ikke er tosset... Og når vi kommer til smagen er det tydeligt, at nutidens tiårs ligger meget tættere på den gamle 12års...Næsen er lidt lukket og stram, efter Kilkerran. Men den smager af mere, og ret godt, i øvrigt, med saltsødme og mørkt sukker, næsten lidt sirup, dog holdt i balance af salt og hints af tørv. (88)

Jens: Det her er noget af det skønneste. Dejlig kompleks og fyldig med næsten soya/figen i næsen. Med let karamel og røgethed og markant saltet. Skøn syrlig frugtighed. (91)

Morten: Næsen er sød, vanilje, frisk frugt og karamel. Smagen er imponerende kompleks af en 10 års whisky. Jeg kommer på en smagsrejse med frisk bark, tørv, karamel og fad. Utrolig behagelig og moden i eftersmagen. En fantastisk whisky, som er uovertrufen til prisen. (91)

Smagning 12

Anders: Da de første smukke klukkelyde fra den nye flaske er døet hen, sætter vi snuden til glasset...og bliver lidt overrasket af de 46%, der faktisk river lidt i næsehårene. Jeg har svært ved at fange nogle gode dufte, men da whiskyen ruller over tungen smager den OK, uden dog på noget tidspunkt at være på omgangshøjde med tidligere Springbankoplevelser. 10 år gammel er Springbanks aftapning bedre end CV'en, men ikke med mere end en enkelt tøndestaver eller to. (78)

Jens: Denne her giver jeg altså heller ikke så meget for. Springbank 10 år har en blød næse med marcipan, og lidt karamelsødme med lidt birkessmag. Men den er rimelig skarp i det og ret anonym. At det her har noget som helst med det fluidum der i 12 års udgaven smager så guddommeligt er ærlig talt et mysterium. (79)

Morten: Hvor mærkelig den end lyder så dufter Springbank 10 års lidt af mælk. Faktisk lidt som lys chokolademælk, der i kombination med den høje alkohol procent leder tankerne hen på Baeleys. Er noget skarp i smagen med kraftig malt. Mangler finish og personlighed. Lidt skuffende når det nu er en Springbank. (78)





Hvad synes du om Springbank 10 år?:

blog comments powered by Disqus