Rating Gennemsnit 88.3333
Max Rating 93
Min Rating 86
Springbank 12 år
Samtlige noter

Springbank 12 år var destilleriets sherry variant. En utrolig kompleks whisky som man enten elsker eller hader. Desværre er den nu gået ud af produktion.

Smagning 12

Anders: Jamen, jamen, jamen. Så er vi tilbage i Springbankterritoriet igen. Underlig mørk, kompleks kaffe-karamel sødmeduft som vi husker den. Meget mørkere end sine to tidligere slægtninge, meget rundere og kraftigere. Springbank 12 ligger blødt og lunt på tungen og hygger sig, og kommer man lidt vand i, dukker der også noget brød frem i smagen. Den 12 år gamle multikunstner har finish nok til at vare hele aftenen, inklusive den mærkelige duft af gummistøvler, som Jens profetisk omtalte før vi gik igang. (93)

Jens: Jeg var ellers ved at blive noget bekymret. Men så kom aftenens første superwhisky i glasset. Springbank er i 12 års udgaven ufattelig kompleks og smuk, og det var en genfødt Jens der løftede hornet efter første snus i glasset. Med en flot kaffelugt. Med sød harpiks og korn i smagen, og rugbrød med sild og en finish af brændt karamel med lidt rosinvarme, og tobak og rabarber og brændenælder og salt, og jeg kunne blive ved at finde nuancer. Og jeg drak, og jeg så, at alt var godt. (89)

Morten: Det er med et lettelsens suk at jeg sætter næsen til Springbanks 12 års udgave, for her er de gode takter tilbage igen. Har den gode litt tungsøde duft af tørret frugt (rosiner) og karamel, som er noget helt særligt for Springbank whiskyer, der er 12 år eller ældre.God og rund smag med lidt skarpe kanter, der folder sig ud i fine smagsnuancer af træ, malt, salt, nødder og tørret frugt. Rolig og lækker finish. (86)

Smagning 6

Anders: Nej, hvor Springbank dufter godt! Sidste fablede jeg omtåget om hårdkogte æg, men det var der ikke noget af denne gang. Kun den mørke og dejlige smag, som gør mig tændt på at gennemføre projektet med at købe en tønde med 200 liter Springbank til lagring på destilleriet. Så er fremtiden sikret og man kan se frem til at tilbringe sit livs efterår med varme i hjertet og ro i sjælen. (87)

Jens: Jeg ved ikke rigtig med de der Springbank-whiskyer! De leverer alle sammen tour de forcer ud i det bizarre. Jeg har på min palme noter som: Hårdkogt æg, epoxylim, gummistøvler, og det er sgu da for mærkeligt. Men det er jo også lidt imponerende og det gavner mangfoldigheden, og hurra for det, det vil jeg godt give point for. Men om der nogen sinde sniger en Springbank ind i min whiskysamling, det er jeg ikke så sikker på. (87)

Morten: Springbanks 12 års udgave er en dejlig sød og rund whisky som bare helt er sin egen. Hvordan samme destilleri også kan lave den kradse Longrow er mig en gåde. Springbank har en behagelig næse af søde svedsker som får en til at sige uhmmm. Smagen er kompleks med brændt figne og svedsker. Ahhh. (88)

Smagning 4

Anders: For mig et sært møde med min Springbank 12. Hvor den normalt "bare" smager mørkt, sødt og godt, var mit første duftindtryk i aften af karrysalat og hårdkogte æg! Derefter kom det velkendte puddersukker, men så endnu en overraskelse: den smagte som om nogen stod i en have og brændte plastikposer af en efterårsdag. Jeg prøvede lidt vand, og genfandt så endelig den karakterisktiske Springbank-smag efter en speciel, men meget interessant oplevelse. (ingen rating)

Jens: I disse tider, hvor 15 års Springbank er udgået, er 12 års udgaven det bedste bud på en Springbank, der er til at betale sig fra. Lugter af mørk sødme og hårdkogte æg. Smagen har stikkelsbærkant og mørkt sukker, med en salt sherryklang som gennemgående kammertone. En tør whisky der hænger i god rum tid. (ingen rating)

Morten: Jeg glædede mig virkelig til at smage denne whisky, fordi storesøster på 21 år havde forført Jens, Anders og jeg selv ved smagning 2. Hvad er lillesøster så til?!? Næsen er som hårdkogt æg og mørk sødme. Smagen er hen af plastic kombineret med frugtsød malt og let salt. Eftersmagen er lang og tør. Lillesøster er sprælsk. (ingen rating)





Hvad synes du om Springbank 12 år?:

blog comments powered by Disqus