Loch Lomond
Region: Highland

Inchmurrin N.A

Den højt besungne sø Loch Lomond har også lagt navn til dette relativt ukendte destilleri. Trods sin karakter af højlandswhisky, ligger destilleriet kun få kilometer længere mod nord end lavlandsdestilleriet Littlemill.
Loch Lomond producerer flere forskellige whiskyer - Inchmurrin og Old Rhosdhu er de kendteste. Et par gange om året laver Loch Lomond også i bedste Springbank/Longrow-stil en gennemført tørvet satan med et fenol-indhold på 40 ppm!


Inchmurrin N.A
Type: Single Malt
Indkøbspris: 295 kr.
Alder: 10
Rating: 73 ved smagning 17

Inchmurrin-malten produceres på det alsidige destilleri Loch Lomond, og Michael Jackson foreslår at den måske yder sit bedste når man har en tur i søens klare vand. Inchmurrin laves uden aldersangivelse, men diverse online whisky-forretninger betegner den som 10 år gammel, så det tror vi på...

Noter fra smagning 17

Anders: Det lykkedes jo undertegnede at glemme glassene, så det endte med nogle store vandglas fra campinghytten, der langt fra var optimale til at fange whiskyernes duft. Således er der ikke meget andet end lidt frugt-friskhed i Inchmurrin-næsen. Omvendt er smagen så underligt støvet, som om flasken havde stået for længe åben i butikken. Ikke nogen stor oplevelse... (77)

Jens: Min 5 centiliters Inchmurrin kom i et fint lille paprør hele vejen fra Loch Lomond. Den var lidt frisk, men det var lidt svært at lugte noget i de der campingglas vi drak af. Smagen var præget af en mandelagtig klingen. Ret anonym dog. (71)

Morten: Efter at være bænket om bordet i det forvoksede legehus og sat næsen til det halvrene mælkeglas mødtes jeg af en duft som lufttørret opvask. Men da whiskyen trængte igennem folder en let og frisk æble aroma sig ud. Smagen er lidt anonym med let malt og mandel i finishen. Ikke specielt imponerende. (72)

Samtlige noter til Inchmurrin N.A.