LittlemillRegion: Lowland Littlemill 8 år Littlemill er en whisky man enten elsker eller hader. Hvis man kigger i whiskylitteraturen svinger kommentarerne fra "Giv den til en du hader" i Lademanns Whiskybog, til roser fra Michael Jackson og en flot karakter på 83 ud af 100 point.
Littlemill 8 år Noter fra smagning 8 Anders: Den lille mølle var lidt af en angrebsspiller: med sit grønt metalliske attak på ganen gjorde den en del væsen af sig, og fulgte op med krads malt, våde tøjfibre og en undvigende smag af et eller andet, der skød henover ganen uden at lade sig genkende. Men igen en whisky, der på sin egen interessante facon var mere mærkelig end egentlig god. I hvert fald i aften – ellers holder jeg faktisk meget af den: sådan er verden så foranderlig... (79) Jens: Det her er en Grappa tænkte jeg og kunne ikke helt forstå det. Littlemill havde grangiveligt den beske rosinduft, som jeg gerne forlyster mig med som dessert på italienske restauranter. Og Littlemill er rimelig spøjs skulle jeg hilse og sige. Den er bitter, med en levertransklæg oliesmag, og den slutter med en finish i umodne ribs med et strejf af peber. Meget underlig men ikke helt elendig. (78) Morten: Jeg synes altid det er spændende at smage på en lowlandwhisky, som jeg anser som et outsider distrikt. Littlemill dufter som at stikke næsen ned i en pakke med rosiner, som har stået lidt for længe. Smagen kan jeg bedst beskrive som mærkelig, bitter, meget bastant og en finish af umodne stikkelsbær. Ikke lige min kop te, hvis man da kan bruge sådan et udtryk om en whisky. (79) Samtlige noter til Littlemill 8 år. |