|
Region: Highland Clynelish 24 år Clynelish er ejet af United Distillers og ligger i Brora i det nordlige Højland. Malten er medium tørvet i udgaver der er yngre end 1967 (hvor destilleriet blev moderniseret) og kraftigt tørvet i ældre udgaver, der blev produceret på det oprindelige anlæg fra 1819 på den anden side af vejen.
Clynelish 24 år Noter fra smagning 11 Anders: Det er stærke sager det her! Rådden blommeduft bølger mig i møde båret af de 61.3%, og dernæst følger en fornemmelse af afbrændte smagsløg. Clynelish er varm og lidt sød - og meget mere smag får jeg ikke ud af af denne hårde svend i aften. Selv med lidt vand giver den ikke så meget - men whiskyen ender med point for sine barske, men charmerende råstyrke. (81) Jens: Clynelish er en af de der rigtig hårde fætre der tromler en med sin rekordhøje spritprocent. Men prøv at hælde lidt vand i den. Så dukker der pludselig noget blomsteragtigt og parfumeret frem. Det, der er kraftig varmt og sødt ved 60 procent sprit, bliver pludselig til mandel med lidt bitter bærsødme. Meget forunderligt. (80) Morten: Mit første møde med Clynelish var hårdt og brutalt og den skrappe dram har ikke ændret sig meget siden. Den har en interessant næse af brændte figner indhyldet i en tung sødme. Når først Clynelish når ganen er en stærk som bare fanden og har en markant bitterhed i finishen. Lidt som at tygge på en vindrue kærne. Den giver virkelig hår på brystet, så server den ikke for en pige du holder af. (84) Samtlige noter til Clynelish 24 år. |