BunnahabhainRegion: Islay Bunnahabhain 12 år Bunnahabhain er et let atypisk destilleri for Islay. Whiskyen er ikke nær så krads som de sydligere destillerier, men den har alligevel en markant lidt olieagtig og øl-agtig smag, der peger i retning af ø-whisky.
Bunnahabhain 12 år Noter fra smagning 7 Anders: Bunnahabhain er jo lidt af en lillebror blandt Islay-whiskierne – eller det var den i hvert fald da jeg købte den. Og den buttede, lille flaske er stadig knap så imponerende et syn ved siden af de tårnhøje literstore beholdere, som huser feltets øvrige drikke. Men smagen kan jeg godt lide, og det er jo det vigtigste. Det begynder med en duft af småråddent løv i efterårsskovbunden, følger op med en smag af acetone, og satser så på den velkendte øllede maltsmag resten af turen mod den mellemlange finish. En udmærket mild Islay at begynde med. (82) Jens: Med let komposteret efterårsløv i næsen lugter Islay's nordligste whisky lovende, men Bunnahabhain bliver aldrig en favorit på denne gane. Pilsner og peber og salt lyder besnærende men det er det nu ikke. Den der ølbøvssmag hører ikke hjemme i en whisky. Jeg vil hellere ha' en Star. (72) Morten: Bunnahabhain har altid mindet mig om rundvisninger på Tuborg, den gang der stadig blev brygget øl på Tuborgvej. Den dufter af muggen rugbrød med en sød undertone og let acetone. Smager som humleridderne med lidt peber i starten. Hænger godt men minder lidt for meget om grøn Tuborg og det er ikke det jeg leder efter hos en whisky. (78) Samtlige noter til Bunnahabhain 12 år. |