YNDLINGS-WHISKY FRA DISTRIKTERNE...

24/10-2001:
Så skete det endelig. KWP-panelet tog sig sammen og satte sig fælles til tasterne for at afsløre vore sande favoritter. Vi har taget en tur rundt på Skotlandskortet og valgt en yndlingswhisky fra hver region. Så glem alt om United Distillers serie af såkaldte 'regionale klassikere'. Her er de sande uforfalskede favoritter.

Lad os starte i højlandet...

Highland
Highland dækker et stort område af det centrale og nordlige Skotland - fra Oban i vest til Glenugie i øst, og fra Loch Lomond i syd til Brora i nord. Man finder da også en meget varieret produktion af whiskyer i denne region, med frugtige whiskyer fra bakkerne sydpå, til de barskere havsaltede dramme ved kysterne.

Morten: Det er især følelserne, men da også smagsoplevelsen, der gør at Glenmorangie altid vil være en af favoritterne, når det gælder single malts fra højlandet. Det var den første single malt whisky jeg nogensinde smagte og selvom den er at finde i snart sagt enhver taxfree forretning, så kommer man ikke udenom at de laver forbandet god whisky på Glenmorangie. Jubilæumsudgaven fra 1971 hører til favoritterne

Jens: Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle vælge Royal Lochnagar, som laver en rigtig stand up malt, men i virkeligheden er valget meget meget nemt. KWP-dommer Poder kaster alle sine højlandsstemmer på et rigtig klassiker, nemlig Glenmorangie. En supersmuk malt fra Tain der er så kompleks og fin med lækre noter af mandel og citrus og andet godt. Kun en skam at de bruger så meget krudt på at lave de der wood-finisher. Men så vinder de lidt igen på at være destilleriet der overtog Islay-perlen Ardbeg og reddede det fra at blive lukket af Allied Domeq (buuuh). Glenmorangie holder hele vejen igennem.

Anders: Der kommer nogle tidspunkter i enhver mands liv, hvor han må vise ansigt, springe ud, bekende kulør, eller hvilken metafor man nu vil vælge at bruge. For mit vedkommende måtte jeg i løbet af forrige år erkende, at jeg er en vaskeægte egotripper. Et af mine kæreste højlands-ejer er blevet den fine trækasse med tilhørende whiskyflaske fra Glemorangie. Begge dele bærer nemlig mit fødselsår 1971 på sig, og den slags kan jeg slet ikke stå for. At drammen selv så ydermere smager glimrende, med dejlige egetræs-noter og en ualmindelig smuk kulør gør bare oplevelsen endnu mere raffineret.

Campbeltown
Campbeltown, der ligger nederst på en lang halvø i det sydvestlige Skotland, husede tidligere adskillige destillerier, men idag er kun to udholdende producenter tilbage - Glen Scotia og Springbank. Og Glen Scotia er oven i købet på vej ud af business. Til gengæld gør Springbank så sit for at variere udbuddet alligevel - destilleriet producerer ikke færre end tre forskellige malts - Springbank, Longrow og Hazelburn.

Morten: Der er ingen tvivl i mit sind, når det kommer til valget af favorit-whisky fra Campbeltown. For 21 års aftapningen fra Springbank er simpelthen i særklasse en af de bedste whiskyer som produceres. Fuldendt lige fra den mørke ravrøde farve over dens søde duft af portvin, mandler og svesker - kompleks smag og en laaaang eftersmag. Ummmmmmmmmm.

Jens: Jeg ved ikke rigtig med Campbeltown-whiskyer. Springbank er jo en elsket klassiker, men efter de har taget den sherry-tintede 12 års ud af produktion er de faldet noget i min agtelse. Nu er det faktisk kun Springbank 21 års der sådan rigtig holder Springbank-fanen højt, og den er vidst også på vej ud af serien. Så derfor går palmerne til ingen ringere end: Longrow!. Tadaah. Springbanks forsøg på at ramme den oprindelige barske Campbeltown stil fra den gang Campbeltown var Skotlands whiskyhovedstad er en smuk whisky. Både i den sherryede udgave og den bourbon-lagrede er det en dram der gør drenge til mænd, og whiskyentusiaster tørstige.

Anders: Det er jo ikke noget stort område at vælge fra, men selvom der kun er to destillerier i Campbeltown, så har jo især Springbank givet sig i kast med at producere forskellige aftapninger til højre og venstre. Der kan dog ikke herske nogensomhelst tvivl om, at det er netop Springbank der er sværvægteren i Campbeltown. Her kan ellers udmærkede Glen Scotia altså ikke rigtig være med for alvor. Der er som sagt mange Springbank-whiskyer at vælge imellem, men efter min mening kun to som for alvor står distancen, nemlig den 12 år gamle og den 21 år gamle aftapning. Begge to er fantastiske - sherrytunge så det basker, med mørke, søde toner og en lun og lækker smag. At Springbank så har valgt at afbryde aftapningen af netop disse flasker, for istedet at kaste sig over farveløse 10- og 15- års produktioner er en regulær katastrofe, intet mindre.

Speyside
Floden Spey løber fra det centrale højland ud mod kysten i nordøst. Flodens bredder har længe været et område, hvor destillerierne ligger skulder ved skulder, og er kendt som Den Gyldne Trekant. Således også idag, hvor regionen huser den største koncentration af whiskyer, der utroligt nok formår at variere og udvikle hver deres særkende.

Morten: Der er ikke så få whiskyer at vælge imellem når det gælder favoritten fra Speyside. Men når det kommer til stykket skiller Macallan sig ud som det destilleri, der sikkert og stabilt er mand for at levere en virkelig god dram - hver gang. 18 år udgaven er nok den bedste, hvis jeg nu skal vælge en favorit

Jens: Ja, så er vi jo inde i et område der rummer rigeligt med destillerier at vælge imellem, og også en hel del stilarter. Men før jeg kaster mig ud i for mange stiløvelser vil jeg cutte direkte til sagen og udnævne min favorit, måske min yndlingswhisky overhovedet. Macallan's supersherryede tunge mørke dram er bare i særklasse. Jeg går for tiden og pimper Macallan 25 års derhjemme og det er simpelthen bare fløjl på tungen. Pissedyr, men hold kæft hvor er den dejlig. Der er selvfølgelig en runner up, men der er godt nok langt derned, så det er helt svært at skimte hvem det er. Måske er det Glendronach, måske er det Glenlivet. Hmmm. Macallan er i hvert fald i front.

Anders: Det er søreme ikke nemt at vælge en favorit-whisky fra Spey-området, synes jeg. Jeg har dog snævret valget ind, så det står imellem Dallas Dhu, Glendronach og den helt oplagte Macallan. Dallas Dhu har en særlig plads i mit hjerte - den har været med i lang tid, og var faktisk med så tidligt som Smagning 3. Den har med sin abrikos-tonede sødme noget helt særligt. Dejlige Glendronach, som så til gengæld er ganske ny, ligger også i den søde afdeling med sherry i rigelige mængder. Men det endelig valg falder i sidste omgang på Macallan. Specielt efter at Jens fik viftet med den store tegnedreng og indkøbt en 25 år gammel aftapning, der virkelig er en stor oplevelse. Så dommen lyder: populære Macallan har fortjent sit fine omdømme - den er og bliver Speyside-favoritten hos denne KWP-dommer.

Lowland
Lavlandet ligger nede i nærheden af grænsen til England. Whiskyer herfra er oftest mildere - nogen ville sige tyndere - end de lidt nordligere fætre. Et par af destillerierne sværger til triple-destillering af whiskyerne, der modner og blødgør drammen.

Morten: De lette whiskyer fra lavlandet er efter min mening undervurderet af mange, for der gemmer sig masser af gode smagsoplevelser fra denne region. Favoritten er uden tvivl Auchentoshan, som med sin friske pæreduft og komplekse smag er med til at vise kvaliteterne fra lavlandet. Auchentoshan er en dram jeg altid vender tilbage til.

Jens: Det er fan'me længe siden at jeg har drukket en Lowland-whisky. Selv om man selvfølgelig skal være åben og imødekommende har jeg undgået distriktet på det sidste. Der er sådan lidt 'how low can you go' over mange af de dramme der produceres i denne region - ja jeg er ked af det, men livet er for kort til kedelig whisky, og det bliver der lavet meget af hernede sydpå. Jeg er faktisk lige ved at udnævne Littlemill's lille mærkelige dram til favoritten fordi den i det mindste har lidt sjæl i forhold til for eksempel tudekedelige Glenkinchie. Men valget ender på en whisky jeg smagte en sen aften hos Anders ved smagning 4. Her overraskede Rosebank med sin lækre frugtige syrlige tone. En let og drilsk dram som godt kunne fortjene at blive gensmagt snart.

Anders: Det kan godt være at Jim Murray for nyligt dissede diverse destilleriers manierede eksperimenter med mærkelige tønder og så videre. Det er også meget skidt imellem alskens madeira- og portvins-lagringer, og så de der forsøg med at gemme whiskyer på adskillige fade for at give dem deres helt eget særpræg. En af de flasker, der dog kommer igennem prøvelserne med bravour, er Lowland-destilleriet Auchentoshan's Three Wood-flaske, der ikke bare er tre gange destilleret - den er også lagret på ikke færre end tre forskellige fade. Whiskyen er ikke nødvendigvis den største i hele Skotland, men i Lowland er der ikke mange konkurrenter, der kommer op på siden af denne søde, mørke dram.

Øer
Hvis man synes, at "Highland" er en samle-betegnelse for et sært sammenrend af whiskyer, så vil begrebet "øerne" næppe virke mindre rodet. Orkney, Skye, Jura, Mull og Arran - 5 øer med hver deres særlige whiskyer - rangerende fra roste Highland Park i nord til supermærkelige Lochranza fra Arran.

Morten: Når det gælder favorit-whiskyer fra øerne, så kunne jeg godt være tilbøjelig til at vælge Scapa på grund af den flotte etiket med vikingeskibet på - og så smager den jo heller ikke så ringe. Men når det kommer til stykket er nabodestilleriet Highland Park en klasse bedre. Så det bliver de buttede flasker fra Highland Park som høster favoritpalmerne hos mig. Hvis vi endelig skal vælge en enkelt flaske så bliver det den 12 år gamle aftapning, som vinder.

Jens: Av for den, her er jeg rigtig meget i tvivl. Mit hjerte banker fyrigt for smukke mørke Talisker fra Isle of Skye, men på den anden side er jeg i dyb beundring for Highland Parks 12 år aftapning som er intet mindre end fænomenal. Hvad gør en klog? Nå, Morten og Anders stemmer jo sikkert på HP, så lad mig bare drage til Skye og Talisker. Det er sgu nok den hjertet banker mest ægte for, når alt kommer til alt. Den første whisky min kone forærede mig, og en lumsk lun satan, der gerne sparker kæften ind med peber og kulrøg og en dyb maskulin sexet pulserende bund der kan vække hedningen i enhver. Server den med hestebøf og blodpølse og drik de i store slurke som den rå satan den er.

Anders: Nogle gange er det svært at skelne sine oplevelser med en whisky fra selve whiskyens smag. Men hvad gør det egentlig, når det kommer til stykket? Det er jo helheden, der betyder noget. Også når man skal vælge sin favorit på øerne.
Selve destilleriet kan der ikke være så meget tvivl om for mit vedkommende. Highland Park laver de mest helstøbte dramme i det noget ujævne felt som udgør ø-whiskyerne i Skotland (der jo altså ikke indbefatter Islay). Men hvilken HP er så den bedste, spørger man sig selv? Og det er ikke nemt at svare på. Jeg ville nok være tilbøjelig til at mene, at den 18 år gamle vidunderdram er den, som smager bedst umiddelbart, men hvis man tager totaloplevelsen med i vurderingen, så kommer Highland Park 25 ud som en klar vinder. Fra de første glimt af den sorte, satin-forede kasse på nethinden og til de sidste noter af ædelt egetræg har forladt ganen er denne whisky en sand vinder.

Islay
Den sjette skotske ø, Islay, er så særlig, at den er kendt som sin egen region. Den Atlanterhavs-besprøjtede ø i vestenvinden producerer især salte, røgede og tørvede dramme. Lagavulin og Laphroaig fra sydkysten er de kendteste, men også Bowmore, Ardbeg og Bruichladdich lever et godt liv blandt whisky-kendere.

Morten: Av for den. At vælge en favorit-whisky fra Islay, som er så fuld af karakterfulde whiskyer, er som en hund må have det hvis den ved en fejl var blevet sluppet løs foran et kæmpestort tag-selv bord med saftige bøffer. Kampen står hårdt mellem Bowmore og Ardbeg som leverer hver deres raffinerede udgave af de meget tørvede Islayer. Selvom jeg er vild med medicinen fra Bowmore, hvor især 12 års udgaven imponerer, så står Ardbeg 10 års som noget helt særligt. Denne nye ikke-koldfiltrerede aftapning er virkelig noget særligt og beviser at selv forholdsvist unge whiskyer godt kan rumme masser af karakter. Tillykke til Ardbeg 10 års.

Jens: Ja, det er jo decideret fucked up at skulle vælge én blandt de mange ypperlige whiskyer fra det mærkelige fænomen af en whisky-ø, Islay. Selv om min tidlige Islay-ekstase er kølet noget ned med årene, vil jeg stadig hævde at 4 af Skotlands absolut bedste destillerier har til huse her. Ardbeg er sublim. Lagavulin er fornem. Laphroaig er ærefrygtindgydende. Men mit skæve whiskyhjerte banker for øens outsider og det er.... Bowmore. Hold kæft hvor jeg elsker smagen af unikke Bowmore hvad enten det er 12, 17 eller 21 års, Bowmore Darkest eller Bowmore Mariner. Jeg ville drikke det i spandevis hvis jeg kunne komme afsted med det. Det er det frugtige. Det skæve medicinske. Det er det sært maritime. Og selv om jeg synes Morrison-Bowmore er blevet lovlig poppede i deres lancering af nye varianter, så er der whiskynosser og et hjerte på rette sted i det flotte kystvendte destilleri.

Anders: Hvis vi gik og troede, at det var svært at vælge favorit-dramme i de tidligere distrikter, så kan vi godt tro om igen. Islay-destillerierne har en særlig evne til at kværne whisky i en helt særlig klasse ud af de Atlanterhavs-salte og vindomsuste pot stills. Så hvad skal man vælge? Der er fænomenale Ardbeg, der med udgaven fra 1975 når helt nye højder af kompleks vildvoksende kraft. Der er sofistikeret røgede Lagavulin, der også har et ædelt stamtræ her i KWP. Og endelig er der min personlige favorit, tøndestærke Laphroaig Cask Strength, der ikke bare får brystbehåringen til at vokse og øjnene til at løbe i vand, men som også leverer smukke søde overtoner i en potent smags-eksplosion for rigtige mænd med hjertet det rette sted.